Hund på strand i Grækenland

Sådan får du din hund med på ferie i Grækenland

Tag hunden med på ferie i Grækenland

Det bliver mere og mere almindeligt at tage sin hund med når man skal på ferie. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre at have sin hund med på ferie i Grækenland. Der er dog en række krav og forudsætninger, der skal være på plads. I denne artikel gennemgår vi det hele. Dette er altså en hjælp til hundeejere, der ønsker at have deres hund med på ferie i Grækenland.

Hvis du planlægger at tage din hund med på ferie i Grækenland, er det altid en god ide at kontakte din dyrlæge – og gerne i så god tid som muligt. Der skal blandt andet være styr på vacciner og laves et kæledyrspas. Dyrlægen sørger for papirarbejdet og det sundhedsfaglige.

En forudsætning for at medbringe din hund til Grækenland er at det sker af ikke-kommercielle årsager. Du må således ikke medbringe din hund med det formål at den skal sælges eller for at overdrage ejendomsretten over den til en anden. Medbringelsen af hunden skal være betinget af dit eget behov for at rejse. Er der tale om at du skal have din egen hund med på ferie er forudsætningerne normalt opfyldt, og det er dette scenarie denne artikel tager udgangspunkt i.

Husk at sørge for at finde et hotel, hvor hunde er velkomne. Det fremgår normalt af den hjemmeside hvor du booker dit hotel.

Du skal kunne dokumentere

På anmodning fra Politiet, Toldvæsenet eller de veterinære myndigheder skal du kunne dokumentere at der er en tale om en såkaldt ikke-kommerciel flytning af din hund.

Hvis du rejser med din egen hund og kan dokumentere ejerskabet samt kan fremlægge hotelreservationer, boardingpas eller lignende der viser at du skal på ferie er det ikke et problem.

Ejeren skal følges med hunden

En vigtig regel er at ejeren og hunden skal følges ad. Man må således ikke medbringe andres hunde. Heller ikke sine forældres, venners eller børns hunde.

Der er dog den undtagelse, at man i op til 5 dage før og 5 dage efter ejerens rejse kan bemyndige en anden person til at medbringe hunden. Denne person vil så have ansvaret.

Din hund skal være mærket og have et gyldigt EU-selskabsdyrspas

Din hund skal være lovligt ID-mærket med en mikrochip.

Alternativt kan en letlæselig tatovering også accepteres, men i så fald skal den være påført inden den 3. juli 2011.

For at få din hund med på ferie, skal du også have udsted et såkaldt EU-selskabsdyrspas. Det får du hos din dyrlæge, der attesterer, at din hund lever op til kravene for flytningen.

Din hund skal være rabiesvaccineret

Din hund skal være rabiesvaccineret af en dyrlæge, mindst 21 dage før den rejser ud af Danmark. Vaccinationen må ikke være for gammel. En rabies vaccine er gyldig i 3 år.

Hunden skal være mindst 12 uger gammel på datoen for vaccinationen og vaccinationsdatoen skal ligge efter datoen for mikrochippens anbringelse. Det vil sige: først anbringelse af mikrochip og dernæst vaccination.

Hvis din hund er en hvalp, der endnu ikke er gyldigt rabiesvaccineret, er det forbudt at medbringe den til Grækenland.

Tager du hunden med på ferie, kan i sammen nyde udsigten som her på Santorini.

Bemærk smitterisiko fra lokale hunde

Husk på, at der kan være en risiko for at din hund bliver smittet med sygdomme, som findes blandt de lokale hunde og især gadehunde i Grækenland. I det sydøstlige Europa findes en del sygdomme, som vi ikke har i Nordeuropa og som hunden derfor kan være modtagelig for. Nogle af disse overføres af flåter eller sandfluer. Det kan derfor være en god ide at holde din hund beskyttet mod bid fra disse.

Rådfør dig med din dyrlæge i forhold til yderlige vaccinationer, nødvendige ormekure, loppemidler og andre forholdsregler.

Hunden med på bilferie

Kører du selv til Grækenland skal du være opmærksom på, at der kan gælde andre regler i de lande du skal igennem på vejen, end dem vi har skitseret her.

Generelt fungerer det rigtigt fint at have sin hund med på bilferie. Hunden kender bilen, og man kan stoppe og holde pauser undervejs, når man selv ønsker det for at lufte hunden og give den mad og vand. Man er desuden tæt på hunden og har derved nemt ved at se om den er veltilpas.

Bemærk at der kan blive meget varmt i en bil – også varmere end i Danmark – især når man holder stille i køer ved vejarbejde etc. Efterlad aldrig din hund alene i bilen og sørg for at den får rigeligt at drikke.

Hunden med på flyrejse

Hos de fleste flyselskaber kan man medbringe hunde, der vejer under 8 kg inklusiv transportkasse, i kabinen. Hunden skal under start, taxi og landing være placeret under stolesædet foran ejeren. Der er begrænsning på, hvor mange dyr, der må være i kabinen under den enkelte flyvning. Det er derfor en god ide at bestille billet i god tid.

Større hunde transporteres i et tryksikret lastrum i en transportkasse. Denne kasse, som man selv skal sørge for, skal opfylde bestemte krav. Tjek med dit flyselskab. Vær opmærksom på at denne transportform, for nogle hunde, kan være stressende. Bemærk også at især hunde med kort snude kan få vejrtrækningsproblemer, så her skal du være ekstra opmærksom. Tjek eventuelt om dit flyselskab har særlige regler angående dette.

Hos de fleste flyselskaber rejser servicehunde som regel gratis.

Du kan læse mere om reglerne for at medbringe hunde på ferien hos Fødevarestyrelsen: Sådan rejser du med din hund.

Artiklen er senest opdateret i april 2021.