Poros

Poros er en lille, overset perle af en græsk ø i den Saroniske bugt beliggende et stenkast fra Peloponnes og en kort færgetur fra Piræus. Poros har nemlig lidt af det hele: En livlig by, smuk natur og gode strande.

Fakta om Poros

Græsk navn: Πόρος
Indbyggertal: 3.993 (2011)
Areal: 31 km2
Største by: Poros By

Da Poros ligger forholdsvis tæt på Athen og Piræus, er den frodige ø en populær weekend-destination for byboerne. Det er også svært ikke at ønske sig hen til den charmerende by eller de små hyggelige bugter på øen. Poros ligger også forholdsvis tæt på de andre øer i Den Saroniske Bugt, og er derfor oplagt som en del af et ø-hop til Ægina, Agistri, Hydra og Methana (der dog er en halvø).

Byer på Poros

Poros By er havnebyen på øen, og ligger på en separat knopskydning af øens sydlige del. Det er egentlig en lille ø for sig, men den er forbundet med den større ø med en bro, så det forekommer sammenhængende. Byen ligger sydvestvendt med et 200 m smalt stykke hav til Peloponnes. Den tætbebyggede by fylder meget af den lille ø, der ellers også rummer en militærbase.

Den charmerende havneby med den meget lange promenade langs vandet og de neoklassiske bygninger i pastelfarver er her hvor det spændende sommer-liv udspiller sig. Havet langs kajen er fyldt med lystbåde og fiskerbåde i forskellige farver og størrelser, og på landsiden ligger der en hel del caféer, restauranter og butikker. Så her er masser af ting at kigge på og at opleve. Her er bænke og blomsterbede og i det hele taget meget stemningsfuldt i en god blanding af eksklusivitet og autentisk græsk atmosfære.

Fra havnebyen er der en god udsigt til byen Galatas på Peloponnes, der ligger lige ovre på den anden side. Der er færger der kommer og går i jævnlig rutefart med nye besøgende. Så der er hele siden noget at kigge på i havnebyen på Poros. Poros By er byen på øen. Det bliver aldrig kedeligt.

Askeli er en by eller måske snarere et område, der ligger cirka 2 km nordøst for Poros By. Det er et turistbaseret område, og der ligger mange hoteller i området bag den populære strand, der også hedder Askeli. Udover de mange overnatningsmuligheder, er der også caféer, spisesteder og et par dagligvarebutikker. Området kaldes også for Blå Kyst (Κυανή Ακτή).

Neorio er et lidt roligt område der ligger omkring 2,5 km ad vejen nordvest for Poros By. Området ligger over en længere kyststrækning på øens sydlige del og rummer blandt andet strandene, Mikro Neorio og Megalo Neorio. Området rummer også nogle overnatningssteder og lidt spisesteder.

Perlia er navnet på det område, der ligger over broen og dermed lige nord for den lille knopskydning med Poros By på (cirka 1 km derfra). Bebyggelsen breder sig både mod øst og vest, og er derfor mere eller mindre vokset sammen med Askeli i øst og Neorio i vest. I Perlia er der flere overnatningssteder og spisesteder samt et par købmandsbutikker. På den østlige side af broen er der en god og sydvendt strand (Kanali Strand), mens den vestlige kystlinje bliver brugt til både.

Seværdigheder og oplevelser på Poros

Det mest seværdige på Poros er den stemningsfulde havneby, og det er her eller på en af strandene, at du bør nyde dit ophold på Poros. Hvis du alligevel har lyst til at udforske historien på Poros, eller har let til at bevæge dig lidt rundt og blive klogere på øen, så er der selvfølgelig også mulighed for det.

Poros’ Arkæologiske Museum ligger på sydsiden i havnebyen, og er et lille, fint museum med statuer, søjler, krukker og smågenstande fundet på øen og i havet omkring gennem tiden. Museet har åbent 8:30-15:00 (lukket mandage), og det koster 2 € i entré (2020).

Den Gamle Vindmølle ligner lidt rundetårn bare i noget mindre skala. Møllen, der ikke længere har nogen vinger, og som derfor mere fremstår som et tårn, ligger cirka 750 m’s gang fra havnen. Møllen ligger oppe i højderne bag Poros By i den sydøstlige del af den lille ø. Der er en fin sti op til møllen. Herfra er der en herlig udsigt over noget af Poros, havet og Peloponnes, og du bør netop tage turen til Den Gamle Mølle for turens og udsigtens skyld. Der er iøvrigt også en lille kirke tæt på, som du kan besøge ved samme lejlighed.

Det Russiske Flådeværft er navnet på det sted, hvor der står en flot ruin, som er resterne af et tilholdssted for den russiske flåde, som grækerne gennem tiden har været allieret med mod ottomanerne. Ruinen er fra omkring 1836, og bestod oprindeligt af flere bygninger til opbevaring af blandt andet brændstof og fødevarer til russerne. Ruinen står på stranden i en fin lille bugt på sydsiden af Poros, og ligger cirka 4 km ad vejen nordvest for havnebyen. Stranden bliver brugt flittigt om sommeren.

Poseidons Tempel på Poros er en ruin af en gammel helligdom fra omkring år 520 (hvilket der så er lidt uenighed om) før vor tidsregning. Det er ikke meget der står tilbage i dag, blot resterne af nogle mure og nogle søjler. Hvis du gerne vil på en udflugt og interesserer dig for den gamle græske storhedstid, så er dette en mulighed. Stedet har endda engang været prydet med en fem meter høj statue af guden Poseidon, men det eneste der er tilbage af den, er en stor fod, som kan ses på Det Arkæologiske Museum i Poros By. Der er fri adgang til ruinen, og i samme område på midten af Poros findes også ruinerne af en gammel olivenpresse cirka 2 km ad vejen mod vest fra templet. Poseidons Tempel ligger cirka 6 km ad vejen nordøst for Poros By.

Galatas er havnebyen på Peloponnes, der ligger lige ovre på den anden side af havnebyen på Poros. Der er rutefart af færger der går hver halve time mellem Galatas og Poros By. I havnebyen Galatas finder du også spisesteder, butikker og overnatningssteder, og har du brug for lidt mere end en lokal købmandsbutik, så er der et lidt større supermarked i Galatas.

Citronskoven – Lemonodasos er et udflugtsmål for dem der gerne vil ud at gå. Egentlig ligger Citronskoven slet ikke på Poros, og der er egentlig heller ikke tale om en skov af citrontræer. Citronskoven, som vi alligevel vælger at kalde den, ligger ved Galatas, altså ovre på den anden side af Poros, på Peloponnes, men da dette areal administrativt tilhører øen Poros, snakker man altså om Citronskoven på Poros. Der er heller ikke så langt. Området ligger fra udkanten af Galatas i sydøst og omkring 3,5 km mod sydøst nedenfor bjergene. Citronskoven er altså et større område, hvor det er muligt at vandre mellem landmænds private citronlunde, hvoraf nogle er indhegnede. Der er altså ikke tale om en skov af citrontræer, som man kan gå rundt i som man lyster. Dernæst er der ikke kun tale om citrontræer, men også andre citrustræer, oliventræer, valnøddetræer og frugttræer i det hele taget.

Selvom du umiddelbart kan blive skuffet over ikke at kunne gå tur i en skov af citrontræer på Poros, så er området alligevel et besøg værd, hvis du vel at mærke kan lide at vandre ad veje og stier og at glædes over landskabet. Specielt i maj måned, hvor citrustræerne blomstrer, får du en ekstra oplevelse med til lugtesansen.

Strande på Poros

Selvom Poros er en lille ø, rummer den stadig nogle fine strande, som specielt byboerne fra fastlandet nyder godt af. De populære strande findes på øens sydlige del med en maksimal afstand på 4,5 km fra havnebyen. Dog findes en strand på Poros’ nordlige del, med en afstand på 7-8 km fra havnebyen, for dem der gerne søger væk fra mængderne. De fleste strande på Poros har både sand, grus og småsten. Her nævner vi de mest relevante strande på Poros. Der er flere endnu.

Kanali Strand er den strand der er tættest på havnebyen, og den ligger cirka 1 km nord for havnen, nordøst for broen. Det er en halvlang sandstrand, der ligger østvendt. Det er muligt at leje parasoller og liggestole, ligesom der også er mulighed for at få slukket sulten og tørsten på spisestedet ved stranden.

Askeli Strand er nok en af de mest populære strande på Poros. Stranden ligger sydvendt i en fin bugt cirka 2 km nordøst for havnebyen. Askeli stranden er delt i to af en betonmole, der går lidt ud i vandet. Da det ikke er en synderligt bred strand bliver den hurtigt fyldt op. Stranden består af sand, grus og småsten, alt efter hvilken del af stranden du befinder dig på. Området er primært et turistområde med hoteller bag stranden, så der er ordnede forhold, mulighed for leje af liggestole og parasoller samt vandsportsaktiviteter. Der er strandbar og et par spisesteder tæt ved stranden.

Mikro og Megalo Neorio Strand er begge strande, der ligger nordvest for havnebyen på Poros med henholdsvis 2 km og 2,7 km fra havnebyen. Mikro Neorio er en lille strand, som navnet antyder, der ligger i en mindre og sydvendt bugt. Megalo Neorio, er lidt større, og vender mod sydvest. Begge strande har groft sand, og fine grønne omgivelser. Der er mulighed for leje af parasoller og liggestole. Mikro Neorio har en strandbar med drikkelse og snacks, hvor der ved Megalo Neorio ligger en hotel-restaurant med servering på stranden.

Love Bay/ Λιμανακι της Αγαπη (Limanaki tis Agapi) eller “kærlighedens havn” er en lille bugt med frodige omgivelser cirka 3,5 km nordvest for Poros’ havneby. Her ligger en lille eksotisk strand med fint sand og lidt småsten. Her er udlejning af parasoller og liggestole samt en lille strandbar.

Russian Dockyard/Παραλία Ρωσικού Ναυστάθμου (Paralia Rosikou Nafstathmou) eller på dansk Det Russiske Flådeværft Strand er en spektakulær strand beliggende i en sydvestvendt bugt cirka 4,5 km nordvest for Poros’ havneby. Stranden har primært sand med lidt grus og småsten. Den meget brede strand er special på grund af de gamle ruiner fra Grækenlands samarbejde med Rusland. Der er udlejning af parasoller og liggestole samt en strandbar.

Vagionia Strand er den nordligst beliggende strand på Poros. Det er en naturskøn strand, i et øde område, der ligger i en dyb nordvendt bugt af samme navn. Vagionia Strand ligger cirka 7 km ad vejen nordøst for Poros By. Stranden har både sand, grus og småsten fordelt på forskellige steder på stranden. Det er muligt at leje parasoller og liggestole, og der er en lille strandbar, hvor der kan købes lidt vådt og tørt. Der er ingen offentlig transport til stranden.

Overnatning på Poros

Poros er en lille ø, hvis primære livsnerve er havnebyen Poros By. Det er her det sker, og derfor findes de fleste overnatningssteder også her. Dog er der et par andre steder på Poros, hvor der er et decideret sommerturisme-område, der er dedikeret til at nyde livet ved stranden, hvor der også er overnatningsmuligheder.

GoGreece har en annonceaftale med Booking.com. Vi får provision, hvis der bestilles overnatning via vores links. Booking.com har ingen indflydelse på hvilke hoteller vi vælger ud, eller hvordan vi omtaler dem.

180° view maisonette No.1

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Et feriehus med en meget stor tagterrasse med en herlig udsigt over havet og fastlandet. Stedet er godt placeret bag byen oppe ad en bakke, hvilket giver den gode udsigt samt lidt ro fra den travle by. 500 m til havnen. Fuldt udstyret køkken. Plads til 5 personer.

Link til booking

7 Brothers Hotel

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Pænt hotel der ligger lige ud til gaden og tæt på havnen. En placering der gør, at man kan følge med i livet i den lille, travle havneby fra sin balkon. Her er man tæt på det hele. Fine værelser med plads til to personer.

Link til booking

KTM Sunny Villas

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Hotel i Perlia-området med pool og børnepool med cirka 1 km til havnebyen og under 100 m til stranden. Der er studios og lejligheder med plads til op til tre personer. Alle med balkon og havudsigt og fuldt udstyret køkken. Der er mange trapper op til hotellet, da det ligger op ad en bjergside.

Link til booking

Christine Studios

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Hyggeligt hotel i kykladisk stil med studios i Askeli-området med stranden lige nedenfor. Der er lidt caféer, spisesteder og mulighed for indkøb tæt på. Flot udsigt til hav, by og bjerge fra balkonerne. Fine værelser med køkken og balkon med siddeplads. Cirka 1,5 km fra havnebyen.

Link til booking

Andre hoteller på Poros

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Falder ingen af de nævnte overnatningsteder i din smag, så findes der yderligere 70-80 muligheder på Booking.com, som du kan kigge nærmere på.

Link til booking

Her ligger Poros og sådan kommer du hertil

Poros er en mindre ø sydligt i Den Saroniske Bugt cirka 60 km fra Piræus samt 200 m fra byen Galatas på Peloponnes. Man kan kun komme til Poros med færge. Der går færger flere gange dagligt fra Piræus til Poros. De store færger er cirka 3 timer om turen, mens de små hurtige færger kun er 1 time om det. Alternativt kan man komme til Poros via Galatas på Peloponnes, hvilket dog også kræver en kort færgetur. Ad vejen er der 162 km fra Athen til Galatas.

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland