Foto: ER Bauer

Astipalea

Denne lille ø i Det Ægæiske Hav, er nok den græske ø der har den mærkeligste form. Ofte bliver Astipalea beskrevet som en sommerfugl, men så er det en krøllet én af slagsen. Astipalea minder meget om en typisk Kyklade-ø, men hører til i ø-gruppen Dodekaneserne. Om sommeren fremstår øen ret gold, selvom bakkerne og bjergene er beklædt med de stride, små og hårdføre buske, som findes på de fleste græske øer. Byernes hvidkalkede, kubiske huse lyser derfor op i det gråbrune landskab, mens der er en del mere grønt udenfor den tørre sommerperiode.

Astipalea byder på en billedskøn havneby, fine strande i de snørklede bugter samt rå og spændende bjergrige områder. Astipalea er ikke så kendt blandt turister, og er derfor ikke synderligt velbesøgt af udlændinge om sommeren. Dette kan måske også skyldes, at Astipalea ligger lidt ensomt i Det Ægæiske Hav, bortset fra de ubeboede småøer, der ligger rundt omkring Astipalea, hvorfor det kræver lidt tålmodighed at tage færgen til Astipalea.

Alligevel byder sommeraftnerne på Astipalea på masser af liv og stemning i den charmerende Chora, hvor de små gader byder på spændende caféer, spisesteder og butikker.

Fakta om Astipalea

Græsk navn: Αστυπάλαια
Indbyggertal: 1.334 (2011)
Areal: 97,0 km2
Største by: Astipalea (Chora)

Et tiltag af nyere dato for befolkningen på Astipalea er, at de er ved at gå over til at blive selvforsynende med bæredygtig energi og ikke mindst har de indgået en aftale med Volkswagen, om at skulle omstille øens biltrafik til elbiler. Ganske banebrydende og interessant. Astipalea har endda også erklæret sig som den første røgfrie ø i 2018, hvilket nok ikke helt bliver opretholdt i praksis. I teorien er der altså frisk luft i sigte, hvis du begiver dig til Astipalea, og luft skal du nok alligevel regne med at få rigeligt af, da Astipalea er lidt vindblæst om sommeren.

Det kan være lidt svært at forestille sig, men det var først i 1947, at Astipalea begyndte at høre til Grækenland, efter at øen igennem tiden har været under flere andre landes herredømme, som så mange andre græske øer. Nu ligner den indbegrebet af en græsk ø, hvor de fleste kunne få lyst til at tilbringe en sommerferie i den hyggelige ø-stemning.

Byer på Astipalea

Der er ikke så mange byer på Astipalea, og primært er det hovedbyen Chora, også kaldet Astipalea, der løber med opmærksomheden. Der er dog et par andre småbyer med Analipsi beliggende midt på øen og tæt på den lille lufthavn, og Livadi beliggende på den sydlige del af øen tæt på Chora. Alle tre byer ligger på den sydøstvendte kyst.

Chora/Astipalea er hovedbyen på øen, og også den havneby, hvor færgerne sejler til og fra Kos og Rhodos. Et nyt tiltag er at færger, der kommer til/fra vest lægger til i Agios Andreas på Astipaleas vestside. Det er i Chora at langt de fleste ø-boere bor. Byen ligger på Astipaleas sydøstlige del ud til kysten i en lille bugt. I tidernes morgen var havnebyen (Pera Gialos) og Chora ikke forbundet, men var to forskellige byer.

Idag er Pera Gialos og Chora vokset sammen og udgør en ganske charmerende by med hvidkalkede huse med blå døre og vinduer, der kravler fra havnen og op omkring en bjergtop med ruinerne fra en gammel venetiansk fæstning og en blå-kuplet kirke øverst oppe. Den gamle fæstning med byen omkring er Astipaleas kendetegn. Ikonisk for Astipalea er også de otte fine og over 200 år gamle, runde møller med røde, kegleformede tage, der står side om side på vej op til den gamle Chora. Altsammen ganske betagende. Byen byder på hyggelige små gader og trapper. Stemningsfulde caféer og restauranter på små pladser og torve.

Analipsi er den næststørste by på Astipalea og ligger 8,5 km ad vejen nordøst for Chora. Analipsi, der også går under navnet Maltezana af historiske årsager, er en lidt spredt og sparsom bebyggelse omkring et par sydøstvendte bugter tæt på landingsbanen på øens midte. Der er en lille havnemole med nogle fikserbåde, to sandstrande og alligevel er der flere caféer og spisesteder, et mini-marked samt overnatningssteder. Her er tale om et rimeligt fredeligt sted, hvor beboerne lever af landbrug og fiskeri, udover turisme om sommeren.

Livadi er den tredjestørste by på Astipalea, og den ligger cirka 2 km sydvest for Chora i en sydøstvendt bugt. Bugten har en forholdsvis lang strand med grus og småsten. Bag stranden er der et par caféer og spisesteder, samt flere overnatningssteder, der ligger lidt trukket tilbage fra kysten. Bebyggelsen ligger spredt i området, hvor der også er forskelllige landbrugsparceller der strækker sig omkring 2 km ind i landet. Her bliver der dyrket blandt andet citroner og vindruer.

Vathi tager vi også lige med, selvom det ikke rigtigt kan kaldes en by, da der blot er tale om en samling af ganske få huse, beliggende på Astipaleas nordlige del. Vathi ligger cirka 20 km ad vejen nordøst for Chora, og er et ganske øde sted. “Byen” er egentlig delt i to, og ligger to forskellige steder ved en næsten lukket bugt. Så der er Mesa Vathi (indre Vathi) og Exo Vathi (ydre Vathi), der ligger med cirka 2 km’s afstand mod henholdsvis øst og vest. Ved Exo Vathi ligger besynderligt nok et spisested (Galini), der ser ud til at trives. Det må formodes at stedet primært bespiser gæster, der kommer sejlende dertil, da bugten er godt beskyttet mod vinden, og der er også en lille mole og kaj, hvor det er muligt at lægge til med båd.

Oplevelser på Astipalea

Der er ikke rigtigt nogle seværdigheder på Astipalea, så det skal ikke være derfor, at du tager dertil. Til gengæld byder Astipalea på flere friluftsaktiviteter og oplevelser der kræver en aktiv insats.

Dog har Astipalea et lille monument beliggende 850 m øst for Analipsi til minde om den franske admiral Hippolyte Bisson, der døde under et slag i den græske uafhængighedskrig ud for Astipalea i 1827.

Det arkæologiske museum, der ligger i Chora, har en lille samling af arkæologiske fund fra øen, såsom smykker, stentavler med inskriptioner, stenredskaber og lerkrukker, samt beskrivende plancher og photos fra udgravninger og i det hele taget om øens historie. Entré 2€ (2020).

Den venetianske fæstning, der også hedder Querini, efter den venetianske familie som byggede den, kan næsten ikke undgås. Den gamle, flotte stenfæstning knejser på toppen af bjerget i hovedbyen Chora, og er i dag en ruin efter at fæstningen blev bygget af venetianere i starten af 1200-tallet, som et værn mod pirater og andre uvelkomne indtrængere. Der er ikke så meget at se bag murene, men til gengæld er der er god udsigt over øen og havet deroppefra.

Klippehuler med drypsten findes to steder på Astipalea. Den ene hedder “Drakontospilio” og ligger nord for den lille fiskerby Vathi, cirka 20 km nordøst for Chora på øens nordligste spids. Det er en spændende klippehule med imponerende drypsten. Du kommer dertil enten via båd fra Chora eller ad vejen. Den anden hedder “Negros caves/Spilies negrou” og ligger lidt nordvest for Vatses-stranden, der ligger cirka 6,5 km sydvest for Chora. Man mente at pirater i sin tid gemte både sig selv og skatte i denne drypstenshule. Der er guidede ture hertil med båd fra Chora.

Klatring er en mulighed ved Ftera, der ligger 20 minutters kørsel fra Chora, hvor der er 20 forskellige klatrebaner, der er fordelt på to forskellige klippevægge.

Vandring på Astipalea kan enten foregå ad veje og stier eller “off-road”, hvor du selv vælger din rute og måske ønsker at bestige nogle af øens bjerge. Der er 20 forskellige anerkendte vandreruter at vælge imellem, det handler bare om at finde en rute af længde og sværhedsgrad, der passer til dig.

Cykler (mountain bikes) kan lejes i Chora, og på to hjul kan større dele af Astipalea udforskes. Hvis du ønsker at cykle ud til øde beliggende strande, skal du regne med at skulle cykle på grusveje det sidste stykke ned til vandet, hvilket nogle steder kan være op til flere kilometer.

Bådture til forskellige strande rundt på Astipalea eller ud til nogle af de små ubeboede øer i nærheden, er en oplagt mulighed. Specielt på den lille ø Kunupi (Κουνούποι, der betyder myg) ud for Astipaleas østkyst, er der en rigtig fin dobbeltstrand, hvor der tilmed er en lille strand-bar om sommeren. Der afgår turbåde til de små øer fra Pera Gialos (havnen i Chora) og Analipsi/Maltezana. Det er også muligt at leje en båd og sejle derud selv. Dette kan lade sig gøre fra Livadi.

Strande på Astipalea

Selvom Astipalea har en masse små bugter på grund af den krøllede form, så er der ikke super mange strande på øen. Der er nogle sandstrande, som er ganske gode, men resten er stenstrande eller kyststrækninger med klipper, som man dog godt kan springe i det klare blå vand fra. Heldigvis ligger de gode strande ved byerne, så du ikke behøver at skulle på langfart, for at dase ved en god strand. En af de specielle strande ligger dog på en af de små øer ud for Astipalea, og det kræver en bådtur for at komme dertil. Her beskriver vi blot de mest relevante strande, der er mange flere endnu.

Pera Gialos Strand er den strand, der ligger nedenfor Chora og er en by-strand i den lille ende af skalaen. Det er en østvendt strand med lidt sand, grus og småsten. Måske øens mest brugte strand, dog uden af blive overrendt. Der er træer til at give skygge på noget af stranden, og mulighed for leje af liggestole og parasoller. Der er flere caféer og spisesteder bag stranden.

Livadi Strand ligger ved byen Livadi, og er en sydøstvendt strand med sand, grus og småsten. Der er træer på stranden til at give skygge og ellers er der mulighed for at leje parasoller og liggestole på en mindre del af stranden. Der er caféer og spisesteder på og bag stranden, og der er også en lille købmand, hvor der kan hentes forsyninger.

Maltezana Strand ligger ved byen Maltezana/Analipsi, og er en syd-sydøstvendt strand primært med sand men også lidt grus og småsten. Egentlig ligger der flere strande ved den lille kystby, men den lange strand ved selve byen er en kende smal og uspændende, så stranden nordøst for, er et noget bedre valg. Denne strand, der også går under navnet Schinontas (Σχοινώντας), er en ganske glimende sandstrand. Der er lidt træer til at give skygge, men ellers der er mulighed for at leje liggestol og parasol et sted på stranden. Der er lidt caféer og spisesteder bag stranden og længere mod sydvest. Maltezana/Schinontas strandene er et godt valg af strande, når det blæser meget fra nord. Strandene ligger cirka 9 km nordøst for Chora.

Chrisi Ammos Strand er nok den bedste sandstrand på Astipalea (navnet betyder også gyldent sand), men den er meget eksponeret for den evige nordenvind, Meltemien, da stranden ligger på en nordvendt kyst cirka 3 km nord for Analipsi/Maltezana, og 10 km nordøst for Chora. Det er en helt naturlig strand uden faciliteter eller nogen form for civilization i nærheden. Her er ingen træer til at give skygge, så begiver du dig ud til denne flotte og vindblæste strand, så husk selv at medbringe skygge samt mad og drikke. Det er muligt at køre i bil dertil.

Steno Strand er en ganske god sandstrand med lidt småsten, der ligger midt på Astipalea i en bugt, der vender mod syd. Stranden er altså godt beskyttet mod nordenvinden, og vandet er lavt og børnevenligt. Der er lidt træer på noget af stranden, ellers er det muligt at leje liggestole og parasoller ved strandbaren. Der er strandbar/restaurant i hver ende af stranden, og der er ikke rigtigt andet i området. Steno Strand ligger 6 km nordøst for Chora og cirka 2,5 km vest for Analipsi/Maltezana, og ligger ved kystvejen mellem de to byer.

Strandene på den sydlige kyst Vatses og Kaminakia er begge fine naturskønne strande med sand, grus og lidt småsten. Vatses ligger sydvestvendt i en lille bugt og Kaminakia ligger sydøstvendt også i en lille bugt. På begge strande er der lidt træer, hvor der kan findes skygge, ellers er det muligt begge steder at leje liggestole og parasoller. Begge strande ligger “ude i ingenting” 8-9 km fra Chora mod sydvest. På Vatses strand er der en strandbar og på Kaminakia er der en restaurant. Vejene til begge strande kan være vanskelige at køre på, da der er tale om grusveje det sidste stykke, som kan være i ganske dårlig forfatning. Så er du advaret.

Kounoupa Strand ligger på en lille ubeboet ø øst for Astipalea der hedder Kounoupi. Stranden er en eksotisk dobbeltstrand, men så er der heller ikke så meget andet. Jo, her er der minsandten også en lille eksotisk strandbar, hvor det er muligt at få lidt frokost-retter og noget at drikke. Stranden er med grus og småsten og vandet er klart og turkist. For at komme ud til dette lille stykke paradis kræver det en 20 minutters bådtur fra havnen i Chora. Man har så nogle timer på den lille ø inden man bliver hentet igen. Turen koster cirka 15€ (2019). Det er muligt at leje parasoller og liggestole via tourbådene, som ofte stopper ved en anden lille ø også.

Overnatning på Astipalea

Overnatningsstederne på Astipalea er primært beliggende i Chora og i de to badebyer Analipsi/Maltezana og Livadi. Alle tre byer på østkysten har strande, caféer, spisesteder og indkøbsmuligheder, men valgmulighederne er størst i Chora.

GoGreece har en annonceaftale med Booking.com. Vi får provision, hvis der bestilles overnatning via vores links. Booking.com har ingen indflydelse på hvilke hoteller vi vælger ud, eller hvordan vi omtaler dem.

Studios Kilindra

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Dette fine kykladelignende lejlighedshotel ligger i Chora blot 200 m fra den flotte gamle fæstning. Herlig udsigt til havet fra lejlighederne og poolen. Der er cirka 600 m ned til havnen og 700 m ned til stranden, og ellers er der caféer, spisesteder og butikker tæt på i de små gader i Chora.

Link til booking

Vithos Seaside Aparthotel

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Dette lejlighedshotel ligger med første parket til vandet ved havnen i Chora, og har en fantastisk udsigt til bugten, byen og den flotte fæstning. Der er rummelige lejligheder med balkon og en stor fælles sol-/spiseterrasse. Herfra kan man følge livet i havnen og man er tæt på det hele.

Link til booking

Lefkanthemo

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Dette lille fine hotel med studiolejligheder ligger højt placeret i Chora, så der er en flot udsigt til både havet og den flotte gamle by med fæstningen fra balkonerne. Værelserne er hyggelige og stedet ligger i et roligt område, hvor strand, caféer, spisesteder og butikker er indenfor gåafstand.

Link til booking

Akrotiri

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Flot hotel i kykaldestil i Analipsi/Maltezana tæt ved stranden. Værelserne er rustikt og traditionelt indrettede og alle har havudsigt samt udsigt til Chora. Der er flere forskellige slags værelser. Der er caféer og spisesteder i nærheden, samt en købmandsbutik.

Link til booking

Drouga’s Studios & Suites

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Cirka 200 m fra stranden i Livadi ligger dette hyggelige hotel i rolige omgivelser og med haveområde. Der er forskellige værelsestyper og udsigt til havet og Chora. Caféer, spisesteder og indkøbsmuligheder er indenfor gåafstand.

Link til booking

Andre overnatningsteder på Astipalea

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Der er en del yderligere overnatningsmuligheder på Astipalea. Lige fra det enkle til det luksuriøse. Se muligheder på Booking.com.

Link til booking

Her ligger Astipalea og sådan kommer du hertil

Astipalea ligger sydøstligt i Det Ægæiske Hav og er en del af ø-gruppen Dodekaneserne. Man kan komme til Astipalea med både færge og fly, da øen har en lille indenrigslufthavn, der dog kun er i brug om sommeren. Der går små fly mellem Athen og Astipalea, og er en flyvetur på cirka 50 minutter. Færgen fra Piræus til Astipalea tager cirka 9 timer. Alternativt kan man tage en færge fra Kos til Astipalea, hvilket er en tur på cirka 4 timer, eller fra Rhodos, hvilket tager cirka 10 timer. Man kan også komme dertil med færge fra de omkringliggende øer. 

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland