Monemvasia set fra oven

Monemvasia

Den imponerende middelalder-by

Monemvasia er en utrolig flot middelalder-by, der ligger ved Peloponnes’ sydøstlige kyst. Byen ligger på en lille klippe-ø cirka 200 m ude fra kysten. Byen er bygget op på sydsiden for foden af den store rødlige klippe, der godt kan minde en smule om Ayers Rock/Uluru i Australien. Der er borg-mure på tre sider af byen, og bagsiden udgøres af bjerget bagved. På et plateau på toppen af klippen ligger en gammel borg, som man kan gå op til af stier og trapper.

Denne klippe-ø var tidligere landfast med fastlandet men forbindelsen blev i år 375 e.v.t. revet over under et jordskælv. I dag er byen blevet forbundet til fastlandet igen via en 200 m lang bro der blev bygget i 1971. Det er et ganske imponerende syn at bevæge sig fra fastlandet og over broen mod den cirka 1500 m lange og 300 m brede klippe der rejser sig 200 m stejlt op af havet.

Ved ankomsten til byen Monemvasia cirka 1,7 km fra fastlandet vil det føles som om du er blevet teleporteret til en anden tid. Husene inde bag borgmurene er bygget i byzantinsk og venetiansk stil af sten og med tegltage. Husene er bygget opad klippens skråninger på den sydøstlige side. Antallet af kirker udgør en stor andel af bygningerne. De stenbelagte gader er smalle og byen er niveaudelt så der er mange trapper og stier til at komme op og ned i byens forskellige niveauer, og ikke mindst til borgen på toppen. Det kan godt føles lidt som at være midt i en scene fra “Game of Thrones”.

Monemvasia dengang og nu

Monemvasia blev grundlagt omkring år 583 e.v.t. af folk fra fastlandet, da de flygtede fra invaderende styrker i Grækenland. Der er ruiner fra en tidlig bebyggelse på toppen af klippen, men den nuværende by blev i sin tid bygget på en placering, så den ikke kunne ses fra fastlandet, og da øen dengang ikke var landsfast kunne beboerne bo i nogenlunde fred på den lille ø. Gennem tiden har Monemvasia ligesom mange andre græske øer været under forskellige landes og rigers styre.

Idag er mange af de gamle huse sat i stand og bruges delvist til beboelse men mange er også lavet om til hoteller eller anden form for overnatningssted. I forhold til hvor lille en by det er, så er der forholdsvis mange overnatningssteder, caféer og restauranter. På cafeerne og spisestederne kan du enten nyde din mad i en af de små snørklede og stemningsfulde gader eller lidt oppe i landskabet, hvor du har flot udsigt til havet.

Inde på fastlandet i den anden ende af broen ligger der en moderne græsk by, som mere eller mindre er opstået på grund af interessen fra turister for Monemvasia, og her er der flere muligheder for overnattende turister. Denne by hedder Nea Monemvasia, altså Nye Monemvasia. Derfor kaldes den gamle by Monemvasia på den lille ø også for Palea Monemvasia, altså Gamle Monemvasia.

Fakta om Monemvasia

Græsk navn: Μονεμβασία
Indbyggertal: 1.418 (2011)
Største by: Monemvasia

Hvad du kan lave i Monemvasia

Monemvasia er ikke et sted hvor man laver noget som sådan. Det er et sted man oplever. Så du skal ikke foretage dig andet end at gå rundt i de smalle gader, gå langs byens kant til havet, sid på trappen ved kirken på byens torv med den gamle kanon, hvor du også finder et arkæologisk museum. Gå op til klippens top og se borgen og ruinerne fra den gamle by eller find den gamle kirke på toppen, og nyd iøvrigt udsigten deroppe fra. Gå frem og tilbage over den lille bro mellem fastland og klippe-ø og bliv lige imponeret over synet af øen hver gang. Lad dig indhylle i den specielle atmosfære der er i denne gamle by, og ikke mindst spis noget god græsk mad.

Strande ved Monemvasia

Der er ikke nogle regulære strande ude på denne lille klippe-ø, men der er strande inde ved Nea Monemvasia på fastlandet. Både syd og nord for broen ud til klippe-øen er der mulighed for at bade ved sandstrande og småstens-strande. Du kan faktisk også finde et lille sted syd for borgmuren, som kaldes Portello Beach, hvor den gamle indgang for vareindlevering fra bådene og ind til byen er placeret. Nu fungerer den fine lille buede åbning i borgmuren som adgang til klipperne, hvorfra du kan springe i bølgerne. Derfor kan du godt bade i Monemvasia.

Overnatning i Monemvasia

Der er som sagt både mulighed for at overnatte i selve den gamle borg-by, men også i den nye del af Monemvasia på fastlandet. Fordelen ved sidstnævnte er, at man herfra har en glimrende udsigt til den flotte klippe-ø. Der er til gengæld mange rigtigt flotte overnatningssteder indenfor borgmurene i Monemvasia, med værelser med rustikke og hvælvede lofter og balkoner med prægtige udsigter til den gamle by og havet. Her er et par forslag.

GoGreece har en annonceaftale med Booking.com. Vi får provision, hvis der bestilles overnatning via vores links. Booking.com har ingen indflydelse på hvilke hoteller vi vælger ud, eller hvordan vi omtaler dem.

Ritsos Guesthouse

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Lige indenfor borgmurene i Monemvasia findes dette flotte gæstehus med tilhørende hyggelig café. Der er gjort meget ud af indretningen, og stedet fremstår rigtigt lækkert med stilfuld enkelthed i gamle rustikke omgivelser. Der er caféer, spisesteder og indkøbsmuligheder tæt på. Strande indenfor 2 km.

Link til booking

Likinia Hotel

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Likinia Hotel ligger indenfor borgmurene i Monemvasia og har flere forskellige værelsestyper. Gode værelser med flot og klassisk indretning i rustikke omgivelser, nogle med balkon med udsigt til havet. Caféer, spisesteder og indkøbsmuligheder indenfor gåafstand. Strande indenfor 2 km.

Link til booking

Guesthouse Kellia

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Guesthouse Kellia ligger indenfor borgmurene og har flotte rustikke værelser, der alle har udsigt til havet. Indretningen er flot og klassik. Stedet ligger ved en fin plads med træer foran. Kellia har desuden en lille butik med herlige lokale produkter tæt på gæstehuset. Caféer, spisesteder og indkøbsmuligheder indenfor gåafstand.

Link til booking

Her ligger Monemvasia og sådan kommer du hertil

Monemvasia er en lille klippe-ø og by der ligger 200 m ude i havet ved den sydøstlige del Peloponnes. Øen er forbundet til fastlandet med en bro.

Fra Athen er der ca. 300 km. Man kan komme hertil med bil eller bus. Der er daglige bus-afgange til Monemvasia fra busterminalen KTEL Kifisou i Athen. Der går busser (X93) fra Athens lufthavn til denne busterminal. Nogle af busserne til Monemvasia går via byerne Sparta og Molai. Uanset om du tager bus eller bil kommer det til at tage dig cirka 5 timer.

Du kan også køre selv fra Kalamata lufthavn, der ligger cirka 180 km ad vejen vest for Monemvasia, eller lufthavnen på øen Kythira ca. 60 km syd for Monemvasia. Sidstnævnte tur indebærer også en færgeoverfart fra Kythira til Neapoli Voion.

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland