Elafonisos

Elafonisos er en lille ø med omkring 800 faste indbyggere, der ligger meget tæt på fastlandet ved sydspidsen af Peloponnes i Den Lakoniske Bugt tæt på den noget større og kendte ø Kythira. Elafonisos er den klart største af de beboede øer i Peloponnes’ øhav.

Elafonisos er kendt for sine meget eksotiske strande – og der er specielt én strand der lokker folk til i højsæsonen.

Stranden hedder Simos og kan ses på billedet øverst. Den lækre strand ligger i en bugt på den sydøstlige del af Elafonisos. Det er en flot lang og bred strand med fint lyst sand og klart, lavt vand i utrolige turkise nuancer. Stranden har lavet en knopskydning, så der skyder en lille ekstra sand-ø ud med et smalt stykke sand med strand på begge sider til følge. Det er ganske betagende. Simos strand er simpelthen et lille stykke paradis.

Fakta om Elafonisos

Græsk navn: Ελαφόνησος
Indbyggertal: 816 (2011)
Areal: 19 km2
Største by: Elafonisos (havnebyen)

Er der andet end lækre strande?

Nej, egentlig ikke. Og dog – der er i den modsatte og nordlige ende af øen, 4-5 km fra Simos strand, en lille men hyggelig havne-/fiskerby. Der er her færgerne sejler til og fra. Her kan du både finde nogle spisesteder, steder at overnatte og der er også indkøbsmuligheder. Hvis du vil være tæt på Simos-stranden døgnet rundt, er det muligt at overnatte på en campingplads ved Simos-stranden.

Hvis du af en eller anden grund skulle gå hen at blive træt af Simos-stranden, er der også andre gode strande på Elafonisos, primært på øens vestlige side. Så ud over nogle meget lækre strande, så er her blot den fine lille havne-/fiskerby, hvor der også er en fin kirke ude på en lille pynt. Det er så det. Elafonisos skal nydes for øens smukke stande. Det er der også en del der gør i højsæsonen. Der er mange dagsturister fra den nærliggende ø Kythira og mange der kører i bil hertil fra fastlandet.

Har du lyst til at se øen udefra, så er det muligt at komme på bådture, der sejler rundt om Elafonisos, med pauser til badning undervejs. Dette foregår fra havnebyen.

Turen til Elafonisos er en oplevelse i sig selv

Som skrevet nedenfor er det ikke helt nemt at komme til Elafonisos. Men lad dig ikke afskrække for turen hertil er en oplevelse i sig selv.

Fra Athen går turen via Korinthkanalen, Tripoli og Sparta. En fin tur ad gode veje gennem Peloponnes’ smukke landskab. Når du efter dette road-trip ankommer til den lille landsby Pounta, mangler der bare de sidste 300 meter med færgen ud til Elafonisos.

Vandet mellem fastlandet og øen er meget lavt, og det er lige før man kan gå over. Det kunne man faktisk indtil for bare 300-400 år siden da Elafonisos dengang stadig hang sammen med fastlandet og ikke var adskilt som i dag, hvor man må tage en færge.

Det er altså ikke helt nemt at komme til Elafonisos. Men belønningen for dine strabadser kommer når du står i strandkanten med fødderne i der krystalklare vand.

Pas på navneforvirring

Navnet Elafonisos (nogle gange også stavet Elafonissos) kan meget let blive forvekslet med Elafonisi (nogle gange også stavet Elafonissi), der er et sted på Kreta, og da de to steder godt kan ligne hinanden på billeder, fordi begge steder ser meget eksotiske ud, kan forvirringen blive total. Så vær lige opmærksom på det.

Overnatning på Elafonisos

Selvom Elafonisos er en lille ø, er den så populær at der alligevel er flere overnatningssteder på øen. De fleste steder ligger i havnebyen, men det er også muligt at finde steder lidt væk fra havnebyen og lidt tættere på nogle af de lækre strande. Vi har valgt nogle eksempler ud, som kan ses nedenfor.

GoGreece har en annonceaftale med Booking.com. Vi får provision, hvis der bestilles overnatning via vores links. Booking.com har ingen indflydelse på hvilke hoteller vi vælger ud, eller hvordan vi omtaler dem.

Estella Studios

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Disse studios ligger godt placeret i den hyggelige havneby men lidt væk fra havnepromenaden. I stueetagen er der café og snackbar. Værelserne der kan rumme op til fire personer er gode og har en lille balkon. Der er kort afstand til spisesteder og indkøbsmuligheder.

Link til booking

Kalomoira Apartments

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Et rigtigt fint sted med god beliggenhed i havnebyen lidt væk fra havnepromenaden. Der er en herlig lille have. Værelserne er fine med smagfuld indretning og med plads til op til fem personer og med dejlig stor balkon/terrasse, hvor der også er kredset for detaljen.

Link til booking

Elafonisos Diamond resort

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Dette sted er et resort med mange individuelle lejligheder med plads til op til fire personer. Stedet ligger i et roligt område 4-5 km fra havnebyen og tæt på en lækker strand på Elafonisos’ vestkyst. Værelserne har balkon eller terrasse. Minimarked og spisesteder er indenfor gåafstand. Der er legeplads til børnene.

Link til booking

Capari Suites

Wi-FiFamilierumPoolStrand

Dette hotel ligger i udkanten af havnebyen i et roligt område tæt på kysten. Stedet har rigtigt lækre værelser med terrasse eller balkon med flot udsigt over havet på den nordlige kyst. Der er fine grønne udendørsarealer, samt ikke mindst en pool. Der er tænkt meget over det æstetiske på dette hotel.

Link til booking

Her ligger Elafonisos og sådan kommer du hertil

Elafonisos ligger i Den Lakoniske Bugt syd for Peloponnes’ sydspids. Nærmeste nabo-ø af betydning er Kythira, men fastlandet er tættere på..

Det er ikke helt nemt at komme til Elafonisos. Den nærmeste lufthavn ligger på Kythira, men vejen herfra og til Elafonisos er meget besværlig. Den smarteste vej går via Athen.

Fra Athen tager du en bus (med skifte i Neapoli Voion) eller lejer en bil og kører selv hele vejen ned igennem Peloponnes til havnen Pounta syd for landsbyen Viglafia i Lakonikos-bugten. Turen tager omkring 4 timer i bil eller 6 timer i bus. Fra Pounta tager du en færge det sidste lille stykke over til Elafonisos. Det tager 10 minutter, og færgerne afgår mange gange om dagen.

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland