Parga er en herlig græsk by i Epirus-regionen på det græske fastland. Byen har ø-stemning og det er primært strandene og den gode lokale mad, der trækker turister til. Der er dog flere spændende ting at se eller opleve i byen og området. I selve byen er det mest interessante Den venetianske fæstning. Lidt længere væk er der verdensklasseattraktioner som Meteora og Vikos-kløften.
Se mulighederne for oplevelser i Parga og omegn herunder.
Den venetianske fæstning
Den venetianske fæstning er Pargas vartegn. Den ligger på en høj klippe, der stikker ud i vandet, og hvorfra man kan overskue hele byen. Fæstningen blev oprindeligt bygget i 1100-tallet, men har været ødelagt og genopbygget flere gange siden da.
Fæstningen og området omkring den er et fint mål for en gåtur. Tag den stejle vej fra byens centrum. Inde i selve fæstningen er der en café og souvenirbutikker.
Borgen Anthousa
Anthoussa er en gammel borg på en bakketop med god udsigt mellem Parga og landsbyen Agia. Borgen blev bygget af guvernøren Ali Pasha da ottomanerne regerede over regionen.
Borgen kan nås via en frisk gåtur fra Valtos-stranden. På turen passerer man flere gamle vand- og vindmøller og oplevet et frodigt landskab. Turen er vel 3-4 km hver vej.
Vandsport
Er du til sjov på eller i det våde element, kan du for eksempel besøge Watermania på Valtos-stranden. Her er der mulighed for at prøve vandski og wakeboards og for at leje forskellige udstyr og småbåde.
Shopping
Der er flere småbutikker med lokale produkter i Parga – primært langs havnefronten. Her kan du købe olivenolie, sæbe, tørrede krydderurter, træhåndværk med mere. Der er også butikker med lædervarer, keramik, smykker, ure og håndarbejde.
Butikkerne i Parga har typisk åbent alle ugens syv dage fra morgen til aften.
Museer og kirker i Parga
I Parga er der et lille museum ved siden af Agioi Apostoli-kirken i centrum af byen. Der er også et fint, lille museum helliget fremstilling af olivenolie i byen.
I området er der flere kirker eller klostre. Eksempelvis Panagia Vlacherna-klostret tæt ved Valtos-stranden og kapellet Panagia der ligger på den lille ø ud for bystranden.
Acheron-floden
Acheron-floden er på must see-listen, når man er i Parga. Floden er gudesmuk og har en væsentlig mytologisk betydning.
Ifølge den græske mytologi var floden Acheron en af de fem floder i det græske dødsrige, Hades. Når folk døde, blev de fragtet over Acheron af færgemanden Charon for at komme ind i dødsriget. Turen var ike gratis, og derfor var det en udbredt skik i oldtiden at lægge en mønt under tungen på de døde, så de ikke skulle stå uden penge til overfarten.
I nogle turistguides omtales Acheron-floden ofte under navnet Styx. Dette er ikke korrekt. Styx var en anden af de fem floder i Hades, men altså forskellig fra Acheron. Det var i Styx, at Achilleus blev dyppet af sin mor Thetis i håb om at gøre ham usårlig. Men det er en helt anden historie. Hvorfor nogle kalder Acheron for Styx er uvist, måske for at gøre den mere interessant, hvilket dog ikke er nødvendigt, da Acheron i sig selv er en fantastisk seværdighed.
Acheron er omtrent 50 km lang. Den udspringer i Souli-bjergene nær landsbyen Gliki og løber ud i det Ioniske Hav ved Ammoudia cirka 25 km fra Parga. Langs floden er der et fantastisk uspoleret landskab med et rigt dyreliv. Mange går i det kølige vand op ad floden, mens andre tager en bådtur på floden eller ridder på hesteryg.
Der arrangeres ture fra Parga til Acheron, men ellers kan du opleve floden på egen hånd, hvis du har en bil.
Bådture til øerne
Fra Parga er der bådudflugter til flere af de ioniske øer som Paxos, Antipaxos, Lefkas, Kefalonia og Ithaka. Her kan du nyde solen på dækket, snorkle i vandet og få set en del spændende ting. Hvis du er heldig er der delfiner i vandet.
Du kan også tage den regulære færge til Korfu tog opleve øen på egen hånd inden du tager retur.
Vikos-kløften og Zagoria
En tur til Vikos-kløften, der er Europas svar på Grand Canyon, er også en mulighed. Kombiner det gerne med et besøg i landsbyerne i Zagoria-området
Tur til Albanien
Fra Parga arrangeres der ture til Albanien, hvor man får set og oplevet en del interessante ting inden turen går tilbage.
Sivota
Området omkring landsbyen Sivota ved kysten cirka 30 km nordvest for Parga kaldes populært for Grækenlands svar på Caribien. Byen er bestemt et besøg værd. Husk badetøj.
Meteora
Meteora er en af de mest spektakulære seværdigheder i Grækenland og på UNESCO’s verdensarvsliste. Den ligger 3 timers kørsel fra Parga, men er alligevel værd at bruge en dagsudflugt på. Meteora er en imponerende klippeformation hvorpå der er bygget et imponerende klosterkompleks tilhørende den græske ortodokse kirke. Stedet er fantastisk.