God og velsmagende græsk mad
Når man er på ferie på en af de græske øer er det en selvfølge at få spist en masse god og lokal græsk mad. Men man kan sagtens tage skridtet videre og tage på decideret gastronomisk ferie i Grækenland. Grækenland er nemlig et eldorado for de såkaldte foodies eller eaties, altså dem der går op i god mad – og gerne rejser langt efter de gode madoplevelser.
Den græske middelhavsmad er kendt verden over og ærkegræske fødevarer som olivenolie, feta, grønsager og fisk siges endda at være en af årsagerne til at folks der spiser middelhavskost lever længere end os andre. Den græske mad tilhører ganske enkelt toppen når det handler om ernæringskvalitetet, hvilket jo bare betyder at man kan spise den græske mad med god samvittighed velvidende at den er velsmagende men også sund.
I Grækenland mødes det bedste fra øst og vest
Årsagerne til at den græske mad er så god skyldes flere ting. Blandt andet er der den geografiske placering. Det er i Grækenland at øst møder vest og Grækenland er derfor en regulær smeltedigel når det handler om krydderier, eksotiske fødevarer og nye strømninger fra tilflyttere og rejsende. Det er én af de ting der gør gastronomisk ferie i Grækenland til noget særligt.
En anden forklaring er, at det græske samfund og dermed den græske madkultur på mange måder er lidt gammeldags eller nærmere bestemt dejligt fri for mange at nutidens unoder. I Grækenland laver man mad som i gamle dage. Vi kender alle udtrykket “som hvor mor lavede den”, der bruges om en ret der er særlig god. I Grækenland er dette ikke bare en vending. Her er der vitterligt noget om snakken forstået på den måde at retterne i mange tilfælde er baseret på familieopskrifter kombineret med flair for gedigen kogekunst, der er gået i arv.
De gode, friske råvarer er endnu en forklaring på den gode græske mad. Grækenland er et veritabelt spisekammer og markederne bugner af friske råvarer.
Gastronomisk ferie
Når nu Grækenland er velsignet med så herlig en madkultur, er det selvfølgelig oplagt at tage på decideret gastronomi-ferie i landet. Hver del af landet har sine egne unikke specialiteter. Retter har udviklet sig i generationer i et samspil mellem hvad naturen har at byde på og de lokales behov for at blive mætte. Ofte er det græske køkken kendetegnet ved simple råvarer og tilberedningsmetoder. Specielt ude på øerne og i provinsen.
I de store byer er der selvfølgelig rig mulighed for at gå til den på fancy restauranter. I Athen er der fem spisesteder med Michelin-stjerner og også i Thessaloniki er der en stor og indbydende lokal madscene på højt niveau.
Opsøg de lokale retter
Nøglen til en god gastronomisk ferie i Grækenland er at være lokal. Glem alt om de internationale retter og også de kendte græske retter. Spis istedet det de lokale spiser. De ved hvilke råvarer der er bedst det pågældende sted og hvilke retter der kan anbefales.
Nyd en god olivenolie, lokalt produceret frisk ost og solmodne grønsager. Smag på den lokale vin og nyd de lokale aperitiffer. Mange af de gode ting fås kun i begrænsede geografiske områder. Nogle steder laver man eksempelvis likør på én måde, andre steder på en anden måde. Se det som en fordel og nyd mangfoldigheden og de lokale specialiteter.
Kulinarisk roadtrip på Peloponnes
Den store græske halvø Peloponnes er et oplagt mål for et gastronomisk roadtrip i Grækenland. Lej en bil og kør rundt til de små kystbyer. Kør op i bjergene og nyd den lidt køligere luft, mens du får en god frokost. Besøg de lokale producenter og markeder.
Peloponnes er en bjergrig region med store geologiske forskelle, hvilket smitter af på diversiteten af råvarer og madretter. En specialitet, der kan fås overalt på Peloponnes, er chylopites, en slags frisk pasta som indgår i mange af de lokale retter.
En af Grækenlands bedste rødvinsregioner hedder Nemea og ligger i den nordlige del af Peloponnes. Og sådan kunne vi blive ved.
Fordelen ved fastlandet er i denne henseende, at det er meget nemmere at komme rundt, end hvis du mere eller mindre er låst fast på en eller et par af de mindre græske øer. På Peloponnes er det meget nemmere at få prøvet noget forskelligt. Skal det være en ø, er Kreta nok det bedste bud for en regulær gastronomisk øferie i Grækenland, igen på grund af størrelsen.
Der laves god vin i Grækenland
Vin er et kapitel for sig. Grækenland er måske ikke kendt som det største vinland, jo alle kender Retsina, men landet byder faktisk på mange andre fantastiske vine. Igen: Nyd de lokale drikke og skikke for den bedste oplevelse.
Er du decideret vinnørd er der, udover Nemea nævnt ovenfor, også godt på Santorini. Her dyrkes masser af vin på den vulkanske jord og der er rig mulighed for at komme på vinsafari på øen. Vin fra Santorini er nærmest blevet synonym med græsk vin uden for Grækenland, så Santorini er det oplagte sted at starte. Læs mere om græsk vin og vin-ferie i Grækenland.
Du kan også lave din egen mad
Vil du have lidt inspiration allerede nu, så har den britiske kok Rick Stein lavet flere TV-programmer i Grækeland for BBC. De er et godt sted at starte, hvis mundvandet skal i omdrejninger. Stein besøger både restauranter, snakker med de lokale og laver sin egen mad.
Hvis du også hellere selv vil lave din egen mad, så er det mange steder muligt at bruge sin ferie på en kokkeskole. For eksempel på øen Kea, hvor du i løbet af en uge kan lære alt fra at grille fisk på figenblade til at lave din egen filodej samt komme på ture til lokale fødevarerproducenter. Sagt med andre ord: Få en mini indføring i græsk mad og madkultur. Den slags tilbud er der mange af rundt omkring på de græske øer såvel som på fastlandet. Alt efter årstiden kan du også deltage i presning af olivenolie, ostefremstilling etc.
Gastronomisk ferie i Grækenland
Dette er blot en lille appetitvækker, om man så må sige, til Grækenland som gastronomisk destination. Der er masser at gå i gang med for den seriøse foodie. Det gode er, at selv på en helt almindelig charterrejse vil man støde på den gode lokale mad.
Kalí órexi! (God appetit!)