Ægina er en herlig pulserende græsk ø med masser af liv og stemning i sommersæsonen, og Ægina har flere strande, hvor de besøgende kan nyde livet i sommervarmen. Strandene på Ægina er ganske ordinære sammenlignet med strandene på mange andre græske øer, det kan vi lige så godt sige med det samme. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Øens nok mest populære strand er Agia Marina Strand på Æginas nordøstlige kyst.
De fleste strande på Ægina er med gråt sand, der er mere eller mindre groft, og nogle har også småsten på stranden og sten i ude vandet. Vi nævner her de mest relevante strande, for dig der skal på badeferie på Ægina. Der er derudover lidt flere små strande i mindre bugter rundt omkring på Ægina.
Panagitsa Strand
Lidt syd for havnen i Ægina by ligger denne lille sydlige bystrand med sand/grus/sten, hvoraf noget bliver brugt til solstole og parasoller. Det er ikke en specielt spændende strand, men den er tæt på byen, og derfor tæt på det hele.
Avra Strand
Denne strand er den nordlige bystrand i Ægina by, og den ligger nord for færgehavnen. Det er en lille sandstrand, hvor der på noget af stranden er mulighed for at leje solstole og parasoller.
Det er ikke nogen imponerende strand, men den er der, og herfra er du tæt på det hele. Her er du også tæt på seværdigheden Kolona og det arkæologiske museum. Hvis du er her i august måned kan du godt regne med at stranden bliver brugt til afholdelse af Ægina musikfestival.
Kolona Strand
900 m ad vejen nord for Ægina by ligger Kolona Strand, der er en lidt smal sand-/stenstrand med delvis vegetation på land og sten i vandet. Det er en lidt halvvild naturstrand, hvor der godt kan være noget tang på stranden. Der er ingen faciliteter på stranden. Seværdigheden Kolona ligger syd for stranden og adskiller egentlig stranden fra Ægina By.
Souvala og Loutra Strand
Souvala er en lille familievenlig sandstrand, der ligger på Æginas nordlige kyst ved den lille by af samme navn, cirka 8 km ad vejen nordøst for Ægina By.
Der er en legeplads på stranden i den vestlige del. Det er muligt at købe lidt mad og drikke på caféer eller strandbarer bag stranden. Ellers er der også et lille supermarked i byen.
Øst for havnen ligger en anden strand der hedder Loutra, hvor der tidligere var en naturlig kilde. Denne strand ligger lidt udenfor byen, men der er en strandbar hvor det er muligt at købe lidt mad og drikke.
Agia Marina Strand
Denne strand ligger på Æginas nordøstlige kyst, og er nok øens mest populære strand. Det er en forholdsvis lang og fin sandstrand med sandbund, der ligger cirka 12 km øst for Ægina by. Vandet er lavt og børnevenligt.
Bag stranden ligger byen af samme navn, og det er et sted hvor der er fest og glade dage i sommerperioden. På noget af stranden er der solstole og parasoller, og der er mulighed for at leje flere forskellige vandsportsaktiviteter, såsom windsurfing, kitesurfing, dykning, vandcykel, paddle boards med mere. Der er flere caféer og spisesteder samt et supermarked i byen bag stranden.
Perdika Strand
Denne lille strand ligger ved sydsiden af byen Perdika på Æginas sydvestlige spids. Stranden, der ligger i en lille bugt tæt på den lille havn, har både sand og småsten samt lidt træer til at danne skygge. Stranden i sig selv er ikke noget særligt, men området er ganske hyggeligt alligevel.
Der er både caféer, spisesteder og en købmand i byen tæt ved stranden. Alternativt kan du søge 1 km længere mod syd til Sarpa Strand, der ligger i den næste bugt i mere naturlige omgivelser.
Marathonas A og B Strand
5 km sydøst for Ægina by ligger byen Marathonas, der har to sandstrande. Den nordlige hedder Marathonas A og den der ligger syd for byen hedder så Marathonas B. Det er begge nogle udmærkede strande, som dog bliver meget fyldte i højsæsonen.
A’eren ligger tættest på byområdet, hvor B’eren ligger lidt mere udenfor byen. Der er dog stadig en strandbar, hvor det er muligt at få stillet sin tørst og sult. Begge strande vil være delvist dækket af solstole og parasoller. B-stranden er nok den bedste af de to strande, men de to strande ligger dog ikke længere fra hinanden end 600 m, så begge strande kan godt nås på samme dag.