Byer på Nisyros

Nisyros har nogle af de mest traditionelle og billedskønne byer i Dodekaneserne. Til dels fordi den moderne udvikling er gået udenom øen.

Der er kun fire landsbyer på øen. De to havnebyer Mandraki og Pali samt to mindre bebyggelser, Emporio og Nikia, der balancerer på kanten af det kæmpe store vulkankrater midt på øen.

De fleste turistfaciliteter finder du i Mandraki, mens de to landsbyer på krateret byder på mere primitive forhold. Alle steder kan du dog få den gode græske mad.

Læs mere om byerne på Nisyros herunder.

Emporio

Emporio (Εμποριό) er en lille billedskøn bjerglandsby der ligger på kanten af det store nedsunkne krater på vejen fra hovedbyen Mandraki. Byens fine små hvidkalkede huse ligger i stejle omgivelser på terrasser, og flere af stræderne har karakter af at være regulære trapper.

Byen havde sin storhedstid i perioden hvor pirater gjorde det græske øhav usikkert. Da byen ikke kunne ses fra havet, var den ikke et mål for piraternes plyndringer. I dag er byen stort set affolket. Til dels på grund af et jordskælv i 1933, og til dels på grund af den generelle affolkning af landdistrikterne. De der er tilbage ernærer sig ved mindre landbrug og dyrehold samt selvfølgelig de turister, der kommer forbi. Mange af husene er forfaldne og overtaget af geder.

Byen er totalt upåvirket af turismen, og har bevaret sin oprindelige charme og skønhed grænsende til forfald. Den fremtræder meget traditionel med de fine små huse med flade tage, brug til opsamling af regnvand, der er en mangelvare på øen. Specielt husene op mod toppen af bjerget er fine.

Midt i byen ligger et lille torv, med to spisesteder og en kirke. Den lille To Balkoni (balkonen) serverer glimrende mad og byder på en helt utrolig udsigt fra balkonen og ud over det store vulkankrater. Et godt sted til en frokost, hvis man kommer forbi på vej til en vulkanudflugt.

Det er netop på grund af vulkanen, at folk kommer forbi Emporia. Men er du alligevel på disse kanter, så slå et smut forbi klostret Panagia Kyra, der ligger højt over byen. Herfra er der en fænomenal udsigt ud over hele øen.

Mandraki

Mandraki (Μανδράκι) er hovedbyen på Nisyros. Det er også her øens færgehavn ligger. Med knap 700 indbyggere er det også øens største by.

Umiddelbart er det første indtryk af Mandraki, når man er ankommet med færgen, ikke det mest positive. En typisk færgehavn uden charme og atmosfære. Vejen de første par hundrede meter ind mod selve Mandraki by er ikke meget bedre. Souvenirbutikker og turistfælder ligger side om side. Årsagen er de mange dagsturister fra Kos, der skal lokkes til at lægge nogle penge. Og lad dem da endelige blive der, for desto mere rolig og charmerende er den gamle del af byen.

Mandraki er gennemskåret på kryds og tværs af små snævre stræder og gyder uden nogen overordnet plan. Det samme kan man sige om husene. Her er alle mulige slags i en pærevælling både hvad angår form, farver og stand. Yderst charmerende. Byens hjerte er torvet Plateia Ilikiomeni med de fine figentræer. Her ligger der flere tavernaer og udskænkningssteder, og det er også her de lokale holder til – eller i hvert fald kommer forbi et par gange om dagen.

I Mandraki er der et fint lille udvalg af hoteller og spisesteder. Den største seværdighed, ud over byen i sig selv, er det gamle kloster og borg, Panagia Spiliani, der ligger på toppen af en klippe. Her fra er der en fantastisk udsigt ud over byen og havet. Neden for borgen ligger stranden med sorte lavasten. Mandraki har derudover et lille folklore-museum og en god håndfuld arkæologiske seværdigheder såsom en gammel fæstningsruin og en kirkegård fra oldtiden.

Udsigt ud over Nikiá på Nisyros.

Nikiá

Nikiá (Νικιά) er en traditionel bjerglandsby, der – i lighed med Emporio – balancerer på kanten af den store nedsunkne vulkankrater midt på Nisyros. Der er derfor en fantastisk udsigt fra byen ud over hele vulkanområdet, hvilket lokker en del turister til.

De karakteristiske huse i Nikiá er typisk hvidmalede med røde tegltage og farverige døre og vinduer. Gårdhaverne er belagt med sorte sten i smukke mosaikker. Landsbyen har smalle stræder, der alle fører til den centrale plads, hvor der blandt andet ligger en kirke, en nu lukket skole fra midten af 1800-tallet samt nogle spisesteder.

Først i byen er der en lille sti, der fører til klosteret Agios Ioannis Theologos. Den korte gåtur er bestemt værd at tage, hvis man på disse kanter. Fra Nikia går også en vandresti ned i krateret, og – hvis man har mod på mere – helt til Mandriki ude ved kysten. Turen fra Nikia til krateret taget en lille times tid.

I Nikiá finder man også en vulkanologisk museum, og på det højeste punkt kan man finde ruiner af en middelalder borg, hvis man da ikke har for travlt med at nyde udsigten. Følger man vejen fra Nikiá mod syd kommer man til kysten, hvor man i det gamle kurbad (Avlaki) med vulkanske kilder stadig kan nyde det 60 grader varme vand.

Nikiá huser omkring 60 faste indbyggere.

Pali

Pali (Πάλοι) er en lille fiskerleje med godt 230 indbyggere nogle km øst for Nisyros’ hovedby Mandraki. Pali er en af Nisyros’ ældste bebyggelser, og oprindeligt bygget som havneby for Emporio midt på øen. Byens navn betyder “pullert”, det vil sige den stolpe som både fortøjer til.

Sidst i 1800-tallet begyndte folk at valfarte til stedet på grund af de varme terapeutiske kilder, der grundet øens vulkanske undergrund, sprang på stedet. Disse termiske bade kunne og kan eftersigende virke helende på lidt af hvert.

Byen er langstrakt, og spreder sig langs en lille naturlig bugt. Byens trækplaster en den lille havn, der foruden lokale fiskerbåde tiltrækker lystsejlere på tur. Umiddelbart efter Pali ligger en fin lang strand, en af øens bedste (og eneste). Specielt i den del der ligger længst væk, er der fint sand og roligt vand. Går man længere væk fra byen ligger der yderligere et par strande.

I Pali finder man flere overnatningssteder og på havenepromenaden ligger der flere gode fisketavernaer.

Artiklen er senest opdateret i april 2021.