Nisyros

Nisyros er en lille, nærmest kvadratisk, vulkanø i øgruppen Dodekaneserne i Det Ægæiske Hav. Øen ligger sydøst for Kos tæt på den tyrkiske kyst. Øen er cirka dobbelt så stor som Anholt og der bor omkring 1.000 mennesker i to større og to mindre landsbyer.

Fakta om Nisyros

Græsk navn: Νίσυρος
Indbyggertal: 987 (2011)
Areal: 42 km2
Største by: Mandraki

Øen er berømt for at huse den ene af Grækenlands to aktive vulkaner. Med aktiv menes ikke, at den spyr ild ud på daglig basis – sidste gang den var i udbrud var i 1888 – men at der er vulkansk aktivitet i området. Hele øen er faktisk en vulkansk kegle, med et kæmpe stort sammensunket krater midt på øen med en diameter på 2-3 km. Man kan gå ned krateret og komme helt tæt på mindre kratere og sprækker, hvor vulkanske gasser og røg kommer ud.

Turismen er ikke så udviklet som på de fleste andre græske øer, og de der kommer er typisk folk på dagsudflugter fra nærliggende Kos, der kommer for at opleve vulkanen. Der er dog flere overnatnings- og spissteder at vælge mellem, så det kan sagtens lade sig gøre at bo på Nisyros.

Her ligger Nisyros og sådan kommer du hertil

Nisyros ligger sydøstligt i Det Ægæiske Hav, ved den tyrkiske vestkyst. Øen hører til ø-gruppen Dodekaneserne. Nærmeste nabo-ø af betydning er Kos.

Du kommer nemmest hertil via færge fra naboøen Kos, hvor der ligger en international lufthavn. Færgeturen fra Kos til Nisyros tager en time til halvanden, alt efter hvilket færgeselskab du vælger.

Du kan også komme dertil med færge via flere af de andre omkringliggende øer.

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland

Overnatning på Nisyros

Udbuddet af overnatningsstedet er ret lavt på Nisyros, da de fleste besøgende er dagsturister. Men der er til gengæld et par meget spændende steder blandt de cirka 20 overnatningssteder på øen.

Læs videre: Overnatning på Nisyros

Byer på Nisyros

På Nisyros er der kun to større og to mindre landsbyer. Til gengæld er det nogle af de mest traditionelle og billedskønne byer i Dodekaneserne.

Strande på Nisyros

Strandene på Nisyros er små og uinteressante og ligger ofte afsides. Men er du her alligevel, er det selvfølgelig muligt at finde en brugbar strand til en aftendukkert eller en dag i solen.

Oplevelser på Nisyros

Seværdighederne og oplevelserne på Nisyros er centreret omkring den vulkanske aktivitet i øens undergrund. Du kan tage en tur til krateret, besøge vulkanmuseet eller nyde varmen i et af de gamle termiske kurbade.