Strande på Kefalonia

Kefalonia har en meget varieret og bugtet kystlinje og derfor kan man finde strande af alle typer: Stenstrande, små isolerede strande i små bugter, lange hvide sandstrande og strande med liggestole og parasoller. Der er derfor rig mulighed for at finde en strand, der passer til éns behov. Fælles for strandene er, at de fleste har Det Blå Flag, som bevis på, at stedet opfylder kravet om at stranden er miljømæssigt set ren.

Du finder en beskrivelse af de bedste strande herunder.

Antisamos strand

Antisamos strand ligger i en bugt på Kefalonias østkyst tæt på byen Sami. Stranden består af turkisblåt vand og småsten/grus/groft sand i lyse farver. Bag stranden er der bjerge med træer og buske, således at den smukke strand er omkranset af vegetation. Hele scenariet er ganske tillokkende. Noget af stranden er afsat til solstole og parasoller, men i siderne af stranden er der “fri” strand. Her kan man også finde lidt vegetation at skygge sig ved. Bag stranden er der et par barer og en restaurant, hvor man kan købe sig nogle forfriskninger i varmen.

Antisamos Strand ligger 27 km øst for hovedbyen Argostoli og 5 km fra byen Sami. Der er offentlig transport til stranden, men ellers er det nemt selv at køre dertil ad vejen.

Lourdas

Lourdas ligger på Kefalonias sydøstlige kyst og er en lang og lidt smal sandstrand. Lige bag stranden er der en promenade og endnu længere tilbage i landskabet løber der veje, hvor der er lidt spredt bebyggelse. Det er byen Lourdata, der ligger i det frodige landskab op ad bjerget. Langs disse veje og promenaden langs stranden, kan man finde spisesteder, barer/caféer og et minimarked. Der er ingen bevoksning på stranden, hvorfor man eventuelt selv skal medbringe skygge eller benytte sig af de solstole og parasoller, som caféer og spisesteder beklæder dele af stranden med i højsæsonen.

Lourdas strand ligger 17 km sydøst for hovedbyen Argostoli. Der er offentlig transport dertil, men ellers er det nemt at køre dertil selv.

Makris Gialos

Makris Gialos er en lækker og populær sydvestvendt sandstrand lidt syd for hovedbyen Argostoli. Sandet er gyldent og vandet er klart og blåt. Udenom stranden er der bakker med grøn bevoksning. Der er ingen træer på stranden, hvorfor man kun kan finde skygge ved de solstole og parasoller, som findes ved en strand-bar. Udover barer ligger der også spisesteder ved stranden. Desuden er her udlejning af vandsportsaktiviteter, såsom vandscootere, vandcykler og store luftmadrasser. I højsæsonen er det en meget velbesøgt strand, hvilket man godt kan forstå.

Makris Gialos ligger 3-4 km fra hovedbyen Argostoli og kun 1,5 km fra byen Lassi. Der er offentlig transport til stranden og ellers kan man nemt køre dertil selv. I forlængelse af Makris Gialos ligger den lidt mindre strand Platis Gialos mod syd.

Myrtos strand

Myrtos strand er den mest kendte strand på Kefalonia og når man ser billeder af stranden forstår man hvorfor stranden er en af de mest fotograferede i Grækenland. Den lange hvide strand nedenfor bjerget virker aldeles tillokkende med det turkise vand. Stranden består primært af småsten men også lidt sand og bag stranden rejser der sig en forholdsvis stejl bjergside med bevoksning. Der er ingen træer eller anden bevoksning på selve stranden, hvorfor man selv skal medbringe noget skyggende, hvis man har brug for det. Man kan dog søge skygge i den klippehule, der ligger ved strandens sydlige del. I højsæsonen vil noget af stranden være beklædt med liggestole og parasoller, mens andre dele er uden. Der kan være godt med vind på stranden i perioder og derfor også store bølger. Da Myrtos er en meget kendt strand, er den også meget velbesøgt i højsæsonen.

Myrtos strand ligger på vestkysten 30 km fra Argostoli og 12 km fra byen Asos. Der er offentlig transport til stranden og ellers en fin vej dertil, hvis man vil køre selv. Der kan man så med fordel gøre stop undervejs og nyde den spektakulære udsigt over Myrtos stranden inden man tager nedstigningen mod kysten.

Skala strand

På Kefalonias sydligste spids finder man Skala strand. Det er en meget lang og populær strand langs den sydøstlige kyst med hvidt/lyst sand/småsten og turkisblåt vand. Standen omkranses delvist af klipper, bakker og fladt landskab med vegetation. Nogle steder på stranden er der solstole og parasoller. Der er flere steder hoteller og barer bag stranden. Byen Skala ligger lige bag stranden i den sydlige del af strækningen og her kan man finde flere spisesteder og minimarkeder.

Skala strand ligger 37 km fra Argostoli og der er offentlig transport hertil. Ellers kan man også nemt selv køre hertil en lejet bil.

Artiklen er senest opdateret i november 2019.