Kefalonia er den største af de græske øer i Det Ioniske Hav – og en af de største græske øer i det hele taget. Øen byder på smuk og frodig natur, lækre strande og pittoreske byer med farverige huse bygget i venetiansk stil. Byerne bærer dog præg af at være genopbygget efter et voldsomt jordskælv der ramte øen i 1953 og nærmest jævnede alle huse med jorden. Kun nogle få byer på den nordlige del gik fri.
Fakta om Kefalonia
Græsk navn: Κεφαλονιά
Indbyggertal: 35.801 (2011)
Areal: 773 km2
Største by: Argostoli
Ukendt blandt danskere
Til trods for at Kefalonia er mindst lige så flot og spændende som de to mere kendte nabo-øer Korfu og Zakynthos er Kefalonia stadig et forholdsvis ukendt turistmål – især blandt danskere. Charterturismen til øen kom sent i gang og havde et boom i midten af halvfemserne på grund af romanen Kaptajn Corellis Mandolin fra 1993, der foregår på øen, og derfor gjorde folk interesserede. Siden er det taget lidt af igen.
Flot natur og lækre strande
Naturbeskyttelse er vigtigt på Kefalonia. Blandt andet er der udlagt områder til beskyttelse af den græske ædelgran, der især vokser på Kefalonia og Peloponnes. Derudover er Kefalonia et af de få steder i Grækenland, hvor havskildpadden, Karetta karetta (den uægte karetteskildpadde) yngler. Et projekt er sat i værk for at beskytte den truede havskildpaddes yngleområde på øen.
Kefalonia er en af de smukkeste græske øer, og der er her du finder nogle af de bedste strande i De Ioniske Øer blandt andet den kendte Myrtos beach. Selvom hverken De Ioniske Øer eller Kefalonia måske er det mest oplagte valg når man tænker på græsk ferie, bør du ikke snyde dig selv for denne perle. Eventuelt som et del af øhop på De Ioniske Øer eller i kombination med Peloponnes på fastlandet.
Du vil ikke blive skuffet.
Her ligger Kefalonia og sådan kommer du hertil

Kefalonia ligger i Det Ioniske Hav ved Grækenlands vestkyst og er en del af ø-gruppen De Ioniske Øer. Nærmeste nabo-øer af betydning er Lefkada og Zakynthos.
Kefalonia har en internationale lufthavn beliggende cirka 10 km syd for Argostoli. Her er en del chartertrafik i sommersæsonen, men desværre ikke direkte forbindelser fra Danmark i øjeblikket. For at komme til Kefalonia skal du derfor enten med indenrigsfly fra Athen eller skifte i en anden europæisk lufthavn med forbindelse til Kefalonia.
Fra Kefalonia går der færger til fastlandet og de nærmeste øer samt til Brindisi i Italien. Det er derfor også muligt at køre fra Lufthavnen i Athen til enten Patras eller Kyllini på fastlandet og tage en færge derfra til Kefalonia.
Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland