Udsigt fra fly over Athen

5 græske øer du kan flyve til via Athen på en time

En time fra Athen – Så bliver det ikke nemmere

Okay, du vil gerne til Grækenland. Det skal være en dejlig ø, med lækre strande, flot natur og ikke for mange turister. Og så skal det også være nemt at komme dertil. Nå, der blev feltet så noget indsnævret. Men fat mod, der er faktisk flere af de græske øer der har indenrigslufthavn, hvorfor det er meget nemt at komme dertil. Ofte går der kun tre kvarter til en time fra du letter fra Athen til du lander på en lækker græsk ø.

Når du flyver, er der ingen bøvl med færgen, og selvom det kan være hyggeligt nok at sejle, kan det godt være en tidskrævende affære. Når du tager flyet, skifter bare til et indenrigsfly i Athens lufthavn, og så er du forholdsvis hurtigt ude på din ønskede græske ø. Ofte er prisen for en indenrigsflyvning endda ikke højere end hvis du skulle med offentlig transport og færge til din destination.

Græske øer du kan flyve til fra Athen

Chios, Ikaria, Karpathos, Kefalonia, Kithira, Korfu, Kos, Kreta, Lemnos, Milos, Mykonos, Lesbos, Naxos, Paros, Rhodos, Samos, Santorini, Skiathos, Skyros og Zakynthos.

Ud af de 20 græske øer der har indenrigslufthavn har vi valgt 5 herlige øer ud, der kan nås via indenrigsfly fra Athen på en time eller mindre: Ikaria, Karpathos, Kefalonia, Naxos og Milos.

Indenrigsflyvninger i Grækenland foregår med Aegean Airlines eller datterselskabet Olympic Air. Du kan på deres hjemmesider nemt og hurtigt hjemmefra bestille en indenrigsflyvning til den græske ø du er faldet for.

Ikaria – øen med den høje levealder

Måske har du hørt om den græske ø Ikaria, hvor beboerne af en eller anden grund har en usædvanlig høj levealder. Der har været lavet flere studier og TV-udsendelser om øen og befolkningens gode helbred. Nu kan du selv tage derned, for på egen krop at mærke hvad det er ved denne mystiske græske ø, der holder beboerne friske så længe.

Der er dog ingen tvivl om, at Ikarias beboere lever livet i ro og mag. De lever af og med den smukke natur. Ikaria byder nemlig både på flotte sandstrande, varme kilder, kløfter og bjergrig natur. Her kan du geare ned og slappe af, men også gå på opdagelse i naturen.

55 minutters indenrigsflyning fra Athen til Ikaria.

Læs mere i vores rejseguide til Ikaria.

Karpathos – isoleret og helt sin egen

Karpathos er en ø der fra tidernes morgen har været lidt isoleret grundet sin placering mellem Rhodos og Kreta i Det Ægæiske Hav. Der har dog været lidt kontakt til de større nabo-øer, men isolationen har gjort, at livet på Karpathos har udviklet sig på sin egen måde, og derfor adskiller øen sig på nogle punkter fra de fleste andre græske øer. Selvom øen nu er begyndt at blive et turistmål, har Karpathos stadig sin egen karisma og atmosfære, som specielt kan opleves i de små bjerglandsbyer.

Karpathos har en flot og storslået natur med høje bjerge og rå klipper, hyggelige byer i fine pastelfarver der klatrer op af bjergene og selvfølgelig er her også nogle lækre sandstrande.

1 time og 5 minutters indenrigsflyvning fra Athen til Karpathos.

Læs mere i vores rejseguide til Karpathos.

Smukke Karpathos kan nås med flyet på en time fra Athen.

Kefalonia – det frodige paradis

Denne frodige ø har én af Grækenlands mest fotograferede strande, pittoreske byer, spændende naturfænomener og ynglende havskildpadder. Placeret i Det Ioniske Hav og med kendte naboer som Korfu og Zakynthos er det egentligt mærkeligt at dette vidunder af en ø ikke har fået mere opmærksomhed end den har.

For år tilbage blev Kefalonia kendt efter at have medvirket i en film. Efterfølgende blev en ret populær, men alligevel har den formået at holde jordkontakten og fremstår derfor ikke som en turistmagnet, og er ikke blevet fyldt med turisme-venlig industri.

1 times indenrigsflyvning fra Athen til Kefalonia.

Læs mere i vores rejseguide til Kefalonia.

Naxos – øen med de lækre strande

Naxos er den største ø i Kykladerne og en helt igennem typisk Kyklade-ø med hvide kubiske huse, tør klipperig natur og så har Naxos nogle lange lækre sandstrande. Øen er ikke helt så populær som nabo-øerne Mykonos og Paros, men den er mindst lige så smuk, hyggelig og vanedannende.

Har man først været på en græsk ø i Kykladerne, kan det være svært ikke at ønske sig dertil igen. Stemningen i de små byer med de smalle gader og hyggelige spisesteder er uforglemmelig. De fleste andre Kyklade-øer har nogle gode strande, men Naxos har helt sikkert de længste og flotteste sandstrande.

45 minutters indenrigsflyvning fra Athen til Naxos.

Læs mere i vores rejseguide til Naxos.

Milos – øen med månelandskabet

Den græske Kyklade-ø Milos er nok mest kendt for sine klipper. Det lyder måske lidt mærkeligt, men ikke desto mindre er det oftest sådan Milos bliver fremstillet. Øen har ikke samme intense Kyklade-atmosfære som de øvrige i ø-gruppen, men Milos har til gengæld sin helt egen imponerende geologi.

På Milos kan du bade fra et månelignende landskab af klipper, der ligner forstenet sand. En sejltur helt eller delvist rundt om Milos byder på flere flotte klippeformationer i det turkisblå hav, og under vandet ved en strand kan du få jordens indre varme at føle, når den bobler op mellem dine tæer. Pas på du ikke brænder dig!

45 minutters indenrigsflyvning fra Athen til Milos.

Læs mere i vores rejseguide til Milos.

Artiklen er senest opdateret i marts 2021.