Karpathos er en af det græske øhavs smukkeste og mest spændende øer, og er derfor blevet en populær ferieø blandt turister såvel som grækerne selv.
Fakta om Karpathos
Græsk navn: Κάρπαθος
Indbyggertal: 6.226 (2011)
Areal: 302 km2
Største by: Pigadia
Karpathos er den næststørste ø i øgruppen Dodekaneserne og ligger nogenlunde midt mellem Rhodos og Kreta sydøstligt i Det Ægæiske Hav.
På grund af sin noget afsides beliggenhed begyndte turistudviklingen først sent på Karpathos, og specielt den nordlige del af øen er stadig ret autentisk med billedskønne landsbyer. Særligt byen Olympos bør nævnes. Den betragtes af mange som en af de smukkeste byer i Grækenland.
Karpathos har hele pakken
Folk kommer primært til Karpathos på grund af de gode strande med gyldent sand og krystalklart vand. De mange flotte vandrestier i højderne og den skønne natur trækker også mange til. Mange kommer fast på Karpathos år efter år, da øen stort set har hele pakken. Har man én gang fundet sig til rette på Karpathos, behøver man ikke lede så meget længere.
Flere danske rejseselskaber har charterture til Karpathos.
Her ligger Karpathos og sådan kommer du hertil
Karpathos ligger sydøstligt i Det Ægæiske Hav mellem Rhodos og Kreta og hører til ø-gruppen Dodekaneserne.
Øen har egen lufthavn (Karpathos Airport) med daglig flyvning til Athen og Kreta. Man kan også sejle til Karpathos fra Kreta eller Rhodos. Sejlturen tager 4-5 timer.
Flere danske rejseselskaber har charterture med direkte flyvning fra Danmark til Karpathos.
Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland