Det er nok ikke helt uden grund, at øen Amorgos er blevet valgt til nogle af scenerne i filmen The Big Blue, hvor smukke billeder både over og under havoverfladen var essentielle. Amorgos har nemlig smukke, rå og uspolerede bugter og strande med turkistblåt klart vand.
På Amorgos kan du både finde lækre sandstrande, strande med småsten og rå klippekyster, hvor du kan springe i det klare vand. Det er primært på den nordvestvendte kyststrækning at strandene befinder sig, da det meste af den sydøstvendte kystlinje udgøres af stejle klipper. Her er et udpluk af de mest relevante strande i forbindelse med en ferie på Amorgos.
Aegiali strand – Aegiali
Aegiali Strand er en af de bedste strande på Amorgos. Det er en herlig sandstrand, der ligger i en vestvendt bugt i havnebyen Aegiali. Det er en ret lang strand, men den er også lidt smal på en del af strækningen. Flere steder er der træer til at give skygge og havet er lettere lavtvandet og turkistblåt. Bag stranden er der en lille legeplads og ellers er du tæt på caféer, spisesteder, butikker og indkøbsmuligheder. Aegiali er en populær badeby og strand, så det er ikke et sted du får for dig selv.
Levrossos Strand – Aegiali
Levrossos Strand ligger i samme bugt som havebyen Aegiali, men stranden her ligger cirka 2 km nord for havnebyen. Det er en lækker lille sandstrand, der ligger vendt mod syd, hvor der er lidt træer til skygge. Der er to spisesteder og en strandbar ved stranden. Det er muligt at leje parasoller og liggestole. Det er en fin gåtur hertil fra havnen, og de sidste 200 m ned til stranden skal under alle omstændigheder klares til bens, og parkeringspladsen ovenfor stranden bliver hurtigt fyldt op. Alternativt afgår der små både til en spinkel mole ved Levrossos strand fra Aegiali havn hver 20. minut i højsæsonen.
Psili Ammos Strand – Aegiali
Det er altid godt at gå efter en strand der hedder Psili Ammos, da det på græsk betyder fint sand. Der er derfor selvfølgelig også fint sand på denne strand, der ligger sydvestvendt i samme bugt som havnebyen Aegiali. Det er et naturskønt sted uden nogen faciliteter. Dog er der lidt træer til at give skygge. Psili Ammos ligger cirka 2,5 km nordvest for Aegiali og er en gåtur på omkring 45 minutter. Ellers kan der køres til Levrossos og så gås de cirka 600 m ad en lille sti til Psili Ammos derfra. Alternativt afgår der små både fra Aegiali havn til en spinkel mole ved Psili Ammos hver 20. minut i højsæsonen.
Mikri Vlychada – Tholaria
Der er tale om en lille “gemt” strand med sand, grus, småsten og større sten, der ligger i en smal bugt for enden af en kløft på Amorgos’ nordlige del, og cirka 1 km nordvest for landsbyen Tholaria. Stranden er en rå naturstrand med stejle klipper omkring, og der er ingen faciliteter. Turen til Mikri Vlychada fra Tholaria er en spændende gåtur ned ad bakke, men det er en tur, hvor man går på klipper og grus, så det kræver lidt opmærksomhed, og er ikke en tur der egner sig til klip-klapper.
Katapola bystrand – Katapola
Der er en mere eller mindre smal strand med sand og småsten i havnebyen Katapola i den vestvendte del af bugten. Det er altså muligt at solbade og bade i Katapola, men det er ikke øens bedste strand. Du skal derfor ikke tage til Katapola på grund af stranden, men den er der, og kan sagtens bruges. Nogle steder er der lidt træer til at give skygge, andre steder står der nogle parasoller. Der er flere caféer/spisesteder, butikker og hyggelig havnebysstemning tæt på.
Maltezi og St. Pantelimon Strand – Katapola
Cirka 2 km langs kysten nordvest for havnen i Katapola ligger den populære strand Maltezi, der er en god sandstrand, der vender mod sydvest, og derfor er godt beskyttet for nordenvinden. Faktisk er der to strande ved siden af hinanden, blot adskilt af en klippe. Den nordligste er Maltezi Strand, og er den bedste af de to strande, og her er der om sommeren en strandbar, hvor det også er muligt at leje liggestole og parasoler. Ellers er der ikke meget at komme efter, andet end den flotte omkringliggende natur samt en fin kirke ude på en tange syd for den sydelige af strandene (St. Pantelimon). Hvis gåturen derud synes uoverskuelig, er det også muligt at tage en lille båd til Maltezi Strand fra havnen i Katapola. De afgår cirka en gang timen og tager 10 minutter og koster 4€ pr/person tur/retur (2019).
Paradisia Strand – sydlige Amorgos
Hvis du alligevel er på de kanter, og eventuelt skal have set det berømte skibsvrag fra filmen The Big Blue, så kan du lige så godt tage en tur til denne lille fine strand, der ligger cirka 19 km ad vejen sydvest for Katapola og cirka 3,5 km ad vejen nordøst for bugten med skibsvraget. Det er muligt at køre dertil, men der er ikke plads til så mange biler. Stranden har sand og grus og vender mod vest, og der kan være blæsende. Om sommeren er der en lille strandbar, og der er kun et enkelt stort træ til at give lidt skygge. Måske er strandens navn en kende overdrevet, selvom det er en fin strand i fine omgivelser.
Kalotaritissa og Gramvousa Strand – sydlige Amorgos
Kalotaritissa Strand er en fin lavvandet sandstrand med lidt grus, småsten og klipper, der ligger i en beskyttet bugt på Amorgos’ sydlige del. Stranden ligger cirka 3 km fra landsbyen Kalotaritissa, og 20 km ad vejen sydvest for havnebyen Katapola. Det er en fin strand at besøge, hvis du alligevel er på de kanter, for eksempel i forbindelse med et kig på skibsvraget Olympia. Der er lidt træer til at give skygge, ellers er det muligt at leje parasoller og liggestole ved den lille strandbar. Fra Kalotaritissa Strand kan du sejle med en lille båd over til den lille ubeboede ø, Gramvousa, der ligger overfor bugten. En tur til 5€ (2019) pr/person tur/retur og afgår en gang i timen. På Gramvousa er der to lækre strande med groft sand. På den ene kan der lejes parasoller og liggestole.
Agia Anna Strand – Chora
Igen et sted på Amorgos, der er kendt fra filmen The Big Blue. Dog er der ikke meget strand over stedet i gængs forstand, da der primært kun er et lille stykke med groft sand og småsten og ellers klipper. Alligevel er stedet betagende, ikke mindst på grund af den lille hvidkalkede kirke der ligger på klipperne. Stedet har egentlig to “strande”, hvor det er muligt at hoppe i det klare turkise vand fra klipperne. Til den ene strand går en lang trappe nedad og den anden en grussti og klipper. Strandene kan trods deres ringe størrelse være meget velbesøgte om sommeren, da de også ligger tæt på det berømte kloster Panagia Hozoviotissa, der kan ses mod nord, hvis du svømmer et stykke ud i vandet. Agia Anna ligger cirka 3,5 km ad vejen sydøst for Chora, og det er muligt at parkere ovenfor strandene, hvor der også er en lille café ved vejen.