Der er en halv snes byer på Milos. Kendetegnende for dem alle er de hvide huse og snævre gader. Selvfølgelige mere udtalt nogle steder end andre. Jo ældre og dermed mere oprindelige byerne er desto mere charme og atmosfære har de.
Den nyere bebyggelse, som i hovedbyen Adamas, er mindre spændende og mangler måske noget karakter og atmosfære sammenlignet med flere af de andre Kyklade-øer. Atmosfære er der til gengæld i den gamle by Plaka, der liger op ad bjerget. Små gyder, gode spisesteder og flotte huse.
Læse mere om de vigtigste byer på Milos herunder.
Adamas
Adamas er med godt 1.300 indbyggere den største by på Milos. Adamas er også øens primære havneby og turistdestination. Byen ligger inderst i en stor bugt, som blev dannet ved et vulkanudbrud for flere tusinde år siden, og danner en beskyttet naturhavn. Byen er forholdsvis ny, da den først blev grundlagt i 1835 af flygtninge fra Kreta, der kom til Milos efter et fejlslagent oprør mod den tyrkiske overmagt.
Det er i Adamas at de fleste besøgende på Milos bor, så udbuddet af overnatningsteder, spisesteder, natteliv, såvel som andre turistfaciliteter er forholdsvis stort.
Som i de fleste andre havnebyer foregår det meste i Adamas omkring havnen og havnepromenaden, som er flankeret af tavernaer og turistbutikker. Det er selvsagt også ved havnen at man kan købe en bådtur rundt om øen. Området emmer af liv og god stemning, men særligt de dage hvor et af de store krydstogtskibe anløber Milos, minder området om en turistfælde.
Du kan dog godt finde små gyder i Adamas, hvor små butikker sælger hjemmelavede produkter. Byen rummer også et stort og velassorteret supermarked, som dem vi kender fra Danmark. I Adamas er der også masser af turistbutikker, smykkebutikker, store caféer, restauranter og barer, og ikke mindst de lækre bagerbutikker.
Adamas er omgivet af strande på begge sider. Den bedste er Papakino strand øst for byen. Den er lang og har fint sand og indbydende vand og flere faciliteter. Lagada strand, der ligger vest for havnen, er lille, men udmærket til en hurtig dukkert, hvis du bor i området.
Klima
Klima er et billedskønt fiskerleje neden for Tripiti 4 km nordvest for Adamas. Den lille landsby er helt unik, med farverige fiskerhuse beliggende direkte i vandkanten. Flere af dem er hugget ind i klipperne. Måske det mest fotograferede sted på øen.
Klima opleves bedst fra søsiden på en bådtur, men du kan også sagtens opleve stedet fra landsiden. Herfra kan du komme helt tæt på de små fiskerhuse, tage en dukkert ved de små strande, eller hoppe i havet fra en af de små moler. Du skal dog ikke tage til Klima alene for strandenes skyld. De er små og uspændende.
Der ligger både et hotel med tilhørende restaurant på stedet, dog lidt oppe af bjergsiden, samt en restaurant der breder sig lidt over det meste af pladsen bag stranden. Enkelte af de små fikserhuse lejes ud til turister, hvis du har lyst til at prøve noget helt særligt.
Du kan opleve Klima fra havet via båd, gå dertil fra Adamas (4 km) eller Plaka (2 km), eller du kan tage en bus dertil også fra Adamas eller Plaka.
Har du bevæget dig til Klima, kan du eventuelt se katakomberne og amfiteatret, der ligger tæt ved.
Mandrakia
Mandrakia er et ganske lille fiskerleje med fine farverige bådhuse lidt ala Klima. Mandrakia ligger på nordkysten cirka 4 km fra Plaka.
Der findes en taverna i Mandrakia og det er også muligt at finde et overnatningssted.
Plaka
Plaka, der også kaldes Milos by, er øens administrative hovedby. Byen blev grundlagt i 1800 og ligger på toppen af en bakketop, hvorfra der er en formidabel udsigt ud over havet og resten af øen. Arkitekturen er den klassiske kykladiske arkitektur med hvide firkantede huse med farverige døre og vinduer beliggende i smalle gyder og omkring små pladser.
At se solnedgangen fra Plaka er noget helt specielt og noget der trækker mange turister fra Adamas til byen. Den ses bedst fra den gamle fæstning oven for byen. Bagefter kan du nyde et godt måltid mad på en af de mange tavernaer i byen.
Pollonia
Pollonia er en charmerende og levende bade- og fiskerlandsby beliggende omkring en vig på den yderste nordøstlige spids af Milos cirka 10 km fra Adamas.
Efter Adamas er Pollonia den største turistby på Milos og her findes masser af overnatningssteder og tavernaer at vælge mellem. Her er også en rigtig god og børnevenlig strand.
Fra Pollonia går der en lille færge til den lille ø Kimolos.
Tripiti
Tripiti ligger inde på Milos cirka 2 km syd for Plaka og 2 km nordvest for Adamas. Byen har en rig og gammel historie, der strækker sig tilbage til oldtiden. Storhedstiden var i den hellenistiske periode omkring 300 f.kr.
Byen er fundsted for statuen “Afrodite fra Melos” bedre kendt som “Venus fra Milo”, der blev fundet i katakomberne under byen i 1820 af den græske bonde Yorgos Kentrotas. Statuen er en af de bedst kendte kunstværker fra antikkens Grækenland og er i dag udstillet på Louvre i Paris.
Tripiti er en fin lille by med typiske kykladiske huse. Her ligger et par spisesteder og enkelte overnatningssteder, men byen er ikke udpræget turistegnet.