Selvom det kan være fristende bare at dase ved stranden hele ferien, er der masser af spændende aktiviteter på Naxos. Faktisk behøver man ikke gå så langt væk fra stranden for at komme i gang for vandaktiviteter er blandt de mest populære aktiviteter på øen. Det gælder kite- og windsurfing såvel som dykning og anden vandsjov. Der findes sågar et vandland på Naxos. Det meste er centeret omkring de populære strande på sydvestkysten.
Ellers er det naturaktiviteter der trækker folk til. Naxos er en meget populær vandre-ø, men stierne kan lige så godt forceres på en mountainbike eller en hest. Uanset hvordan du kommer frem er det en fremragende måde at få set of opdaget øen på.
Nedenfor finder du et udpluk af nogle af de mange andre ting du kan lave på Naxos, hvis du bliver træt af at ligge på strande, bade i bølgerne eller side og nyde den gode mad på en af de mange tavernaer.
Vandsport
Kitesurfing og windsurfing
Naxos er blandt de mest populære surfer spots i Grækenland og folk kommer hertil fra hele verden for at surfe. Det skylds blandt andet den såkaldte Meltemi-vind der blæser ret konstant fra nord og giver perfekte forhold for surferne.
Blandt de populære steder er Mikri Vigla, Plate samt de andre strande på sydvestkysten. Strandene syd for Naxos by er også gode steder. Alle steder findes der centre der udlejer udstyr såvel som tilbyder kurser i både windsurfing og kitesurfing.
Dykning
Er du mere til undervandssjov så er der også masser at komme efter. Ved Naxos er der masser af skibsvrag, stenrev og undervandshuler, der venter på at blive besøgt. De feste dykkerentre findes ved de populære strande på sydvestkysten. Der kan arrangeres ture, lejes udstyr og tages dykkerkurser.
Sejlads
Det kan også lade sig gøre at sejle ved Naxos. Der findes flere steder der tilbyder sejlture med eller uden skiber. Mulighederne er nærmest uendelige.
Prøv for eksempel Naxos sailing: http://www.naxossailing.com
Vandland
Savner du mere aktion end Naxos’ flotte strande kan byde på, så findes der på øen også et vandland med rutchebaner og pools. Det hedder Aqua Fun og ligger i Stelida syd for Naxos by. Det er ikke noget vildt, men især små børn vil helt sikkert finde det sjovt. Læs mere på: https://aquafun.gr
Aktiv ferie
Vandring
Naxos er et fantastisk mål for vandreture og hiking. Her er masser af stier på kryds og tværs i det bjergrige landskab, der virkelig byder på udfordringer, flotte udsigter og generelt masser af skønne ture. Her er ruter for både nybegyndere og de mere erfarne vandrere. Mange af ruterne uger udgangspunkt i landsbyen Filoti, der ligger nær Naxos’ højeste bjerg, Mount Zas (1.003 m). Tag for eksempel turen til grotterne på vestsiden af Zas, der virkelig er en tur værd. Andre steder kan du finde et 45 m højt vandfald og sådan kunne vi blive ved.
Er du til mere casual vandring, kan du gå mellem byerne på sydvestkysten. For eksempel fra Agios Georgios til Mikri Vigla langs kysten
Forlaget Terrain maps laver nogle glimrende vandrekort over Naxos og de andre græske øer.
Ridning
Naxos er et godt sted at ride uanset om du er erfaren eller aldrig har prøvet det før. Naxos Horse Riding lige uden for Naxos by tilbyder heste i alle størrelser og flere forskellige ture for eksempel ture på stranden. Læs mere hos: http://www.naxoshorseriding.com
Mountainbiking
Naxos har et råt og varieret landskab, der gøren perfekt til Mountainbiking. Du kan både leje cykler og tage på dine egne ture eller melde dig til en guidet tur rundt til de fedeste steder på øen. Der findes noget for alle uanset om du er begynder eller erfaren. Læs mere hos: https://www.flisvos-sportclub.com/sports/mountain-biking/
Museer på Naxos
Der findes en række museer, eller måske snarere samlinger, på Naxos. Flere af dem er relateret til arkæologi, mens andre omhandler geologi eller folklore. Generelt er de ret små og med begrænset værdi for andre end de aller mest interesserede. Vi har istedet fundet et par steder som vi synes appellerer mere bredt.
Eggares oliven-presseri
Oliventræet er nærmest synonym med Grækenland. Oliven og ikke mindst olivenolie har i årtusinder spillet en vigtig rolle i den græske kultur og gastronomi. På Naxos har der tidligere været mange olivenpresser, og et af dem er i dag indrettet som museum. Bygningen stammer fra midten af 1800-tallet og pressen var i brug indtil cirka 1960. I dag er det hele fuldt renoveret og givet et spændende indblik i kunsten at tappe olivenolie. Du kan selvfølgelig smage på tingene og købe forskellige lækre produkter. Her også en cafe.
Presseriet har åbent fra klokken 9 til 18 og ligger i landsbyen Eggares 7-8 km fra Naxos by.
Vallindras Kitrondestilleri
Kitron er en likør der kun produceres på Naxos. Den bliver lavet på frugter og blade fra cedrat-træet, som minder om citron men har en kraftigere og noget anderledes smag.
Hos Vallindras startede man produktionen i midten af 1800-tallet og det er øens ældste destilleri. Det bliver i dag drevet af samme familie som startede det, og der bruges endda det samme udstyr nu som dengang. Førhen var der mange destillerier på Naxos og drikken kunne købes over hele Grækenland, men nu er der kun få tilbage. Vallindras er et af dem, og her kan du komme forbi og smage på varerne og købe lidt med hjem. Og gør endelig det, for den kan ikke fås andre steder. I dag er destilleriet mest af alt et museum over en svunden tid.
Vallindras Kitrondestilleri ligger i midt i byen Chalki midt på øen, men de har også en butik i Naxos by.
Arkitektur og arkæologi
Naxos Portara
Naxos Portara er blevet et symbol på Naxos. Det er en af de mest kendte og besøgte seværdigheder Naxos by.
I år 500 f.v.t. da Naxos var på sit højeste ville herskeren Lygdamis bygge den højeste og mest imponerende bygning i hele Grækenland og den skulle ligge på Naxos. Det skulle være et storslået tempel og ambitionerne var store. Det blev bare aldrig rigtigt til noget, for der udbrudte krig og man fik andre prioriteter. Det eneste der for alvor blev rejst var denne marmor døråbning, som stadig står i dag sammen med nogle andre rester. Tidligere har der også været en kirke på stedet, men den er blevet revet ned for at kunne bruge stenene til befæstningen af byen.
Folk flokkes omkring denne seværdighed – særlig ved solnedgang.
Demeter-templet
Ruinerne af et tempel fra 600-tallet f.v.t. Det ligger cirka 3 km syd for landsbyen Sangri midt på øen. Templet stod i hundredevis af år men fik efterhånden lov at forfalde. I 1949 blev det genopdaget og siden er det renoveret, så det i dag fremstår så man kan fornemme størrelsen på det.
Kouros-statuer
Rundt omkring på Naxos findes der flere såkaldte Kouros-statuer. De forestiller unge mænd og er 5-6 meter høje. Flere kan ses ved landsbyen Melanes.
Kirker og klostre
Der findes et hav af interessante kirke, klostre og borglignende bygninger på Naxos. Vi vil ikke anbefale eller omtale dem særskilt, men blot opfordre til at gå nogle ture og kigge på de gamle historiske bygninger. Flere af dem ligger flot i landskabet, og hvis det interesserer dig venter der mange gode gåture.
Shopping
Naxos er ikke noget mekka for shoppere. Glem alt om de store internationale kædebutikker. De feste butikker på Naxos er af typen der sælges ting som turister har brug for. Det gælder souvenirs, kunst og kunsthåndværk, sommertøj, keramik, lokale fødevarer, smykker, sandaler, surferudstyr og så videre. De fleste butikker ligger i Naxos by og især den gamle bydel (Kastro) er et fint sted at gå rundt og kigge på butikker. Butikker findes dog over hele øen og speciel der hvor turisterne kommer og færdes.