Nogle af Kykladernes og Grækenlands bedste strande findes på Naxos. Det skyldes blandt andet af strandene er meget længere end man typisk ser på de andre øer. De er oftest også meget børnevenlige.
Det er på vestkysten syd for Naxos By, at de bedste strande ligger og også her man finder strandene med flest faciliteter. Strandene ligger bogstaveligt talt som perler på en snor. Flere steder er det den samme ene strand der bare skifter navn i takt med at den løber forbi en ny bebyggelse.
På østkysten er det mere blæsende og kysten er mere præget af klipper og sten. Her er derfor langt færre strande. Faktisk kun et par stykker der er værd at nævne.
Vi har skrevet om vores favoritstrande herunder.
Agia Anna
Stranden ved Agia Anna ligger et par hundrede meter nord for Plaka strand og er blandt de 2-3 bedste strande på Naxos. Det er muligt at leje solstole og parasoller.
Midt på stranden ligger en mole, der deler stranden i to. Ved molen ligger der nogle små fiskerbåde og flere tavernaer og cafeer.
Agios Georgios strand
Stranden ved Agios Georgios i Naxos By er øens største turistdestination. Hotellerne og spisestederne ligger tæt og der er gåafstand til centrum af Naxos By.
Populariteten er til at forstå, for Agios Georgios er en god sandstrand, der specielt er velegnet til børnefamilier grundet det lave vand. Kombineret med den korte afstand til centrum, giver det sig selv, at folk vælger at bo her. Er du vant til de små strande på de andre Kyklader, vil Agios Georgios overraske dig, da den er flere kilometer lang.
Efter vores mening er stranden ikke nær så god som eksempelvis Plaka og Agios Prokopios, men de ligger også noget længere væk. Det er næsten overflødigt at sige at der på stranden findes alle tænkelige faciliteter.
Agios Prokopios strand
Agios Prokopios er en meget fin strand på vestkysten af Naxos cirka 5 km syd for Naxos By. Stranden konkurrerer med Plaka om titlen som øens bedste strand.
Stranden ligger i en lang bugt og består af fint hvidt/gult sand. Langs stranden ligger flere spisesteder, cafeer og hoteller med god udsigt ud over havet.
Aliko strand
Trænger du til lidt mere frem og ro end på de store populære strande, er Aliko er godt bud. Den ligger ca. 15 km syd for Naxos By og har 5-6 daglige busforbindelser hertil.
Stranden er uden faciliteter, men med flere træer der giver skygge. Langs stranden ligger en cedertræsskov med nogle flotte sandklitter. Landskabet ved Aliko er i øvrigt ret flot. Selve stranden er fuldt ud lige så god som de populære strande, men altså uden så mange mennesker og faciliteter.
Mikri Vigla
Mikri Vigla ligger syd for de mest populære strande på vestkysten af Naxos. Stranden er i virkeligheden lige så god, men er især populær blandt surfere, som kommer hertil fra hele verden.
Stranden er delt i to af en lille bjergtop. Syd for ligger badestranden der også kaldes Sahara eller Limanakia, men surferne holder til nord for toppen. Det er muligt at leje grej og tage kurser i både wind- og kitesurf.
Der er flere hoteller/pensionater i området.
Plaka strand
Plaka Strand starter nogle hundrede meter syd for stranden ved Agia Anna. I første omgang hedder stranden Maragas, siden bliver den til Plaka og til sidst Orkos. I virkeligheden er der dog tale om én lang sammenhængende strand på 3-4 km – bare inddelt i flere områder.
Stranden er den bedste på Naxos og en af de bedste i Grækenland i det hele taget. Her er fint hvidt sand, store klitter og turkis krystalklart vand. Den eneste ulempe er, at der på visse dele af stranden kan være mange mennesker. Vi er nemlig ikke de eneste der mener, at denne strand er noget særligt. Til gengæld er den lang, så spadserer man lidt mod syd til det der altså kaldes Orkos, skal man nok finde et sted, der passer en.
Der er flere af overnatningssteder langs stranden, og selvfølgelig også rig mulighed for at få stillet sulten. Nærliggende Agia Anna er er oplagt bud, på et godt sted at bo på Naxos.
Psili Ammos
Psili Ammos er en af de få sandstrande på østkysten af Naxos. Der er ca 45 km til Naxos By, og så lang en køretur er stranden ikke værd. Bor du derimod på østkysten eller er i Moutsouna er Psili Ammos en god strand at besøge.
Hovedattraktionen er, at der stort set ikke er nogen mennesker.