Byer på Serifos

Groft sagt er der to byer på Serifos. Havnebyen Livadi og hovedbyen Chora. Disse to byer har også hvad du som besøgende har brug for på en ferie. Der ligger godt nok nogle små landsbyer og bebyggelser rundt omkring i landskabet på Serifos, og de kan skam også være et besøg værd for de mere eventyrlystne. Men hvis du bare vil slappe af og nyde dit ophold på Serifos, så hold dig til havnebyen og hovedbyen. Her får du rigeligt med kyklade-charme og -stemning med hvidkalkede, kubiske huse og hyggelige gader.

Chora

Chora er hovedbyen på Serifos, og byen ligger oppe i landskabet cirka 4,5 km ad vejen nordvest for havnebyen. Man kan også gå op til Chora ad en sti fra havnebyen, hvilket så kun er en tur på cirka 2 km. Chora er en charmerende gammel by der ligger oppe omkring en bjergtop. Byen har et meget stemningsfuldt torv med et par spisesteder og caféer samt et rådhus. Det lille torv er i højsæsonen fyldt med borde og stole i forskellige farver og stedet emmer af græsk kykladestemning.

Nogle af husene er bygget ganske imponerende yderligt på klipperne, og de tætliggende, hvide byhuse bugter sig op og ned sammen med landskabet. Der er smalle og labyrintiske gader, der fører rundt i og omkring byen og op til en gammel kirke, hvor der er en flot udsigt over øens østlige del og Livadi-bugten. I Chora kan du udover spisestederne og caféerne også finde nogle overnatningssteder, et folkloremuseum, en købmandsbutik, et lægehus og et par butikker.

Livadi

Livadi er havnebyen på Serifos, og det er her færgerne sejler til og fra. Byen er delt lidt op i to, hvor den del, der ligger nord for havnen kaldes Livadi og den del, der ligger syd for havnen kaldes Livadakia. Begge steder ligger i den store bugt, men på hver side af færgehavnen er der bugter med lange gode strande.

Livadi-delen rummer selve byen og faciliteterne. Udover færgekajen er der en havnepromenade med en mindre fiskerhavn og flere spisesteder og caféer, købmand, bager og lidt butikker. Bagved havnepromenaden og vejen ligger flere overnatningssteder. Om aftenen er der en god og hyggelig stemning ved spisestederne langs stranden. Det er altså ikke her du finder danseklubber, og barer med høj musik til langt ud på natten, men en herlig afslappet atmosfære, hvor der er tid til at nyde den gode mad og det gode selskab.

Livadakia byder på en rigtig god lang strand og en del overnatningssteder i området bag stranden. Det er altså primært her at strandlivet på Serifos udspiller sig, da stranden her er bedre end den nordlige strand ved Livadi.

Artiklen er senest opdateret i april 2021.