Foto: Tine Vogel

Oplevelser på Serifos

Serifos er en ø for dig der bare vil slappe af og nyde det gode græske sommervejr og den gode græske mad i ro og mag. Serifos byder nemlig ikke rigtigt på de store natur- eller kulturoplevelser. Dog er der et par ting du sagtens kan opleve, hvis du gerne vil opleve andet end sol og strand på Serifos.

Den gamle mineby

Megalo Livadi er en gammel mineby, der ligger cirka 15 km ad vejen øst for havnebyen Livadi. Byen ligger i en bugt med en strand, og et par hyggelige spisesteder. Hvis du går langs bugtens sydlige del kommer du til en stor metalbro fra 1932, der rager ud i bugten (se fotoet øverst). Herfra er mineralet bauxit fra den nærliggende mine blevet lastet på skibe. Går du lidt længere mod sydvest, finder du nok den gamle mine. Her og rundt omkring i området kan du finde gamle skinner, hvor minevogne har kørt ind og ud af minen og ned til lastebroen. Nogle af de gamle vogne står endda stadig efterladt på skinnerne.

Du kan altså sagtens lave en heldagstur ud af at besøge Megalo Livadi, hvor der både bliver tid til at dase på stranden, spise god mad og at udforske historien omkring den gamle mineby i praksis.

Museer

Der er to museer af beskeden størrelse på Serifos, og begge ligger i hovedbyen Chora. Det drejer sig om et folkloremuseum og et arkæologisk museum. Begge museer udstiller genstande fra Serifos, og beskriver øens historie med arkæologiske fund og gamle brugsgenstande fra forskellige steder på øen.

Kirker og klostre

Som på de fleste andre græske øer, er der også mange kirker og nogle klostre på Serifos. Hvis du har interessen, så er det store kloster Moni Taxiarchis ved landsbyen Galani på Serifos’ nordlige del måske en mulighed for en udflugt. Munkeklosteret blev bygget i 1572 med en høj mur omkring, for at beskytte stedet mod plyndringer. Tidligere boede der over 50 munke i klosteret, men nu bor der kun en eller to. Klosteret er åbent for offentligheden, men der er ikke faste åbningstider, så du kan bare håbe, at du har heldet med dig, hvis du kommer forbi.

Kirken Agios Konstantinos, der ligger i 251 ms højde på toppen af bjerget ved Chora er også en oplagt mulighed for en lille udflugt. Ikke mindst for at gå ad de små smalle trapper og gyder for at komme derop, for derefter at få en glimrende udsigt over Livadi-bugten.

Vandring på Serifos

Der er flere vandrestier og -ruter på Serifos, så det er muligt at komme lidt rundt på øen til fods. I sommersæsonen er der ikke meget vild vegetation på Serifos, så du kommer til at vandre på de bare klipper eller via grus- eller jordstier og nogle steder på vejene.

Som et par eksempler på vandreture på Serifos kan nævnes turen fra havnebyen Livadi op til Chora ad stier og trapper. En tur på cirka 2 km (cirka 4 km med hjemtur ad samme vej). Eller turen fra Chora og op til Gyftika, der ligger nordvest for Chora og i nærheden af helikopterlandingspladsen. Det er en gammel rute for minearbejdere, og er en tur på cirka 2,5 km og dobbelt op, hvis du skal gå tilbage igen.

Der er indtil videre 6 officielle vandreruter og flere ruter, der som sådan ikke er blevet anerkendt endnu, men som dog stadig kan benyttes.

Serifos’ dæmning og vandreservoir

Lidt udenfor Livadi, nærmere bestemt 3 km ad vejen nord for havnebyen, er der en forholdsvis stor dæmning der holder på øens vandreservoir. Hvis du ikke har set en dæmning før, kan dette være en fin lille udflugt. Når du så alligevel er på de kanter, må du ikke snyde dig selv for en tur på en af Serifos’ bedste strande, nemlig Psili Ammos, der ligger 400 m øst for dæmningen.

Artiklen er senest opdateret i november 2020.