Folegandros er en mindre ø i det sydlige ægæiske hav, der hører til ø-gruppen kykladerne. Det er en aflang klippeø der ligger mellem Milos og Santorini. Landskabet er klippefyldt, barskt og tørt, med mindre du besøger øen i ydersæsonerne, hvor den står i grønt flor.
Har du set billeder Folegandros, er det svært ikke at ønske sig derhen. Folegandros’ landsbyer består ligesom på resten af Kykladerne af de klassiske hvide huse med farverige vinduer omkring smalle gader. De fleste steder med kig til havet. Øen er særligt kendt for det spektakulære syn af nogle af choraens (hovedbyens) huse beliggende helt ude ved kanten af en lodret klippevæg. Oppe over choraen, tæt på bjergets top, ligger en kirke. Vejen til denne kirke er en gangsti, der zig-zag’er opad bjerget. Dette imponerende syn er nærmest blevet synonymt med Folegandros og kan ses på billedet øverst.
Fakta om Folegandros
Græsk navn: Φολέγανδρος
Indbyggertal: 765 (2011)
Areal: 32 km2
Største by: Chora
Ukendt blandt turister
Til trods for at Folegandros ligger tæt på nogle af de mest populære og besøgte græske øer, er øen sig selv, og har en helt anden og mere rolig og uspoleret atmosfære. Øen er stadig forholdsvis fremmed for de fleste (udenlandske) turister, så hvis du har brug for en fredeligt ophold på en græsk ø, er Folegandros en oplagt mulighed.
På den nordlige del af øen sker der ikke så meget for besøgende. Dog ligger der huse langs hovedvejen på højderyggen af øen, og her kan du også finde nogle få spise- og overnatningssteder. I nogle af de små bugter nedenfor ved havet, kan du finde et hotel/pensionat ved en mindre strand. Dette kan være værd at gå efter, hvis du har lyst til fred og ro.
Her ligger Folegandros og sådan kommer du hertil
![](https://gogreece.dk/wp-content/uploads/2015/05/graekenland-kort-folegandros-320x320.png)
Folegandros ligger sydligt i Det Ægæiske Hav, og er en del af ø-gruppen Kykladerne. Nærmeste nabo-øer af betydning er Milos, Paros og Santorini.
Da der ikke arrangeres charterture til Folegandros, skal du rejse på egen hånd. Det nemmeste er at flyve til Santorini, hvorfra der går færger til Folegandros. Du kan også flyve direkte til Athen eller Mykonos og tage færgen derfra. Nærliggende Milos har indenrigslufthavn med forbindelse fra Athen, så det er også en mulighed.
Der går færge til Folegandros fra Athens havneby Piræus på fastlandet og en række af de andre øer i Kykladerne som Santorini, Milos, Sikinos Sifnos, Paros, Naxos, Syros og Ios. Folegandros er derfor særdeles velegnet til øhop.
Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland