Kythnos

Kythnos er en lille ø i den vestlige del af den græske øgruppe Kykladerne med kun knap 1.500 indbyggere.

Kythnos er en smuk, bjergrig ø (omend bjergene ikke når de store højder) med den klassiske billedskønne kykladiske arikitektur med hvide stenhuse og stenbelagte gader.

Indtil for nylig blev Kythnos betragtet som en af de sidste øer i Kykladerne, der var helt uberørt af turismen. Dette er ved at skifte, men turismen er stadig ikke ret udviklet på Kythnos. Det er primært grækere fra Athen der strømmer hertil snarere end udlændinge.

Fakta om Kythnos

Græsk navn: Κύθνος
Indbyggertal: 1.456 (2011)
Areal: 100 km2
Største by: Chora

Umiddelbart virker Kythnos ganske ordinær. Den stikker ikke ud på nogen måder, hvilket nok også forklarer at turiststrømmen er gået uden om øen. Til gengæld har Kythnos lige præcis den ægte charme, som mange af de mere kendte græske ferieøer ofte mangler. Specielt i byerne Chora og Driopida er den oprindelige græske østemning bevaret.

Her ligger Kythnos og sådan kommer du hertil

Kythnos ligger midt-østligt i Det Ægæiske Hav og hører til ø-gruppen Kykladerne. Nærmeste nabo-øer af betydning er Kea og Serifos.

Du kommer nemmest til Kythnos ved at flyve til Athen og dernæst tage færgen fra Athens havneby, Piræus, til Kythnos. Færgeturen tager cirka 3 timer med den almindelig færge eller 1 time med hurtigfærgen.

Kythnos har også færgeforbindelse til og fra øerne Andros, Folegandros, Ios, Naxos, Paros, Syros og Tinos med flere samt til Lavrio på fastlandet.

Læs mere om fly til Grækenland og færger i Grækenland

Overnatning på Kythnos

Der er 50-60 overnatningssteder på Kythnos centreret i Merichas på vestkysten, hvor færgen lægger til, samt Loutra på den nordøstlige det af øen.

Læs videre: Overnatning på Kythnos

Byer på Kythnos

På Kythnos er der to oprindelige byer i højderne inde på øen samt flere nyere og mere turistprægede byer ved kysterne.

Strande på Kythnos

Lad os bare være ærlige og slå fast med det samme at det ikke er de fine lange hvide strande, der er Kythnos' varemærke. Ikke desto mindre findes her flere aldeles glimrende strande på øen med krystalklart vand og god plads.

Oplevelser på Kythnos

Der er ikke de helt store attraktionen på Kythnos. Her går tiden mest med at bade ved stranden, gå ture og spise noget god mad. Et par seværdigheder er der dog at komme efter.